Gå til hovedindhold

Ny direkte flyforbindelse mellem København og Delhi

Ole Birk Olesen og Anders Samuelsen glæder sig over, at Air India netop har besluttet at etablere en direkte flyforbindelse mellem København og Delhi. Beslutningen sker bl.a. på baggrund af transport-, bygnings- og boligministeren, ambassadens og lufthavnens møder med luftfartsselskabet.

30. maj 2017

Indhold

    Indien er som den hurtigst voksende G20 økonomi og snart med verdens største befolkning et land, som Danmark har en strategisk interesse i at udbygge samarbejdet med. Og som et vigtigt led i bestræbelserne på at udbygge samarbejdet har transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen tidligere på foråret aflagt et besøg i Indien og haft besøg af repræsentanter fra Indien i Danmark til støtte for ambassadens og lufthavnens benarbejde. 

    Der har igennem mange år været drøftelser mellem Københavns Lufthavn og det indiske luftfartsselskab Air India om muligheden for en direkte flyrute mellem København og Delhi. Både udenrigsministeren og transport- bygnings- og boligministeren glæder sig over, at det nu er lykkedes for regeringen og lufthavnen at tiltrække Air India til Danmark. 

    - En direkte rute til Delhi får stor betydning for danske virksomheder i Indien og giver mulighed for øget samhandel. For danske og indiske turister vil en direkte rute betyde en hurtigere og mere behagelig rejse, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen og fortsætter:

    - International tilgængelighed og effektive flyforbindelser spiller en væsentlig rolle for vækst og jobskabelse i Danmark, og det er et konkurrenceparameter i kampen om virksomhedernes placering af deres aktiviteter. Det er derfor meget vigtigt, at vi sikrer, at vi også fremover har en stærk luftfartssektor, som sikrer mest mulig tilgængelighed. Og i den forbindelse er jeg meget glad for Air Indias beslutning.

    Udenrigsminister Anders Samuelsen udtaler:

    - Indien er et helt afgørende land i Asien både politisk og økonomisk og byder samtidig på et stort uudnyttet eksportpotentiale for danske virksomheder, knowhow og teknologi. Jeg er derfor meget glad for, at der nu åbnes en direkte flyrute mellem Danmark og Indien. Den vil være med til at gøre forbindelserne mellem Danmark og Indien stærkere og bane vejen for øget samarbejde, handel og turisme. Det byder vi velkommen og støtter op om fra dansk side.

    Air India har et stort netværk i hele Indien, og flyselskabet åbner den direkte rute den 16. september, hvorefter de vil flyve mellem København og Delhi tre gange om ugen. I en rapport, udarbejdet af Copenhagen Economics, vurderes netop ruten til Delhi at have potentiale for at medføre betydelige samfundsøkonomiske gevinster til Danmark.

    Fakta om Air India

    • Air India er Indiens ældste flyselskab, oprindeligt etableret af forretningskonglomeratet Tata Group, men er i dag 100% statsejet. 
    • Air India blev Star Alliance-medlem i 2014. Star Alliance-medlemskab er vigtigt ved en rute til Danmark, da Air India derfor naturligt kan samarbejde med SAS. Københavns Lufthavn er det tredje største Star Alliance-knudepunkt i Europa og tilbyder derfor det bedste Star Alliance Feeder-netværk i Nordeuropa. 
    • Air India betjener i øjeblikket otte destinationer i Europa fra Delhi.