Gå til hovedindhold
Nyhed

83.000 passagerer har nu sejlet gratis i Danmark

I løbet af de første fem dage i juli har cirka 83.000 gående og cyklister benyttet sig af tilbuddet om at sejle gratis i Danmark. Det viser en foreløbig opgørelse fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

10. jul. 2020

Indhold

    Sommerferien er for alvor begyndt, og meget tyder på, at mange danskere har valgt at tilbringe den på en af de danske øer – enten til fods eller på cykel.

    Foreløbige tal fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen viser nemlig, at 34 ud af de 53 færgeruter, der har tilmeldt sig ordningen med gratis færgerejser for gående og cyklister i juli, har haft cirka 83.000 gående og cyklende passagerer med ombord i løbet af ordningens første dage.

    - Jeg er mildest talt overvældet. Der er cirka 83.000 danskere, der har sejlet med en af vores færger i løbet af bare fem dage; og det er vel at mærke kun gående og cyklister. Jeg tør slet ikke at tænke på, hvordan det ser ud om nogle uger, når sommervejret forhåbentlig er kommet igen, og endnu flere har fået ferie, fortæller transportminister Benny Engelbrecht.

    Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har opgjort et samlet passagertal ud fra de 34 færger, der på nuværende tidspunkt har indberettet deres passagertal til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. De resterende 19 færger har af forskellige årsager endnu ikke meldt deres data ind til styrelsen.

    Opgørelsen viser, at der i gennemsnit har været 14.000 gående og 2.600 cyklende passagerer med om dagen fordelt på de 34 færger.

    - Det er selvfølgelig en stor glæde for mig som transportminister at se, at mange har valgt cykelferien i år, men det er i det hele taget utrolig positivt, at der indtil videre er så mange, som har taget imod tilbuddet om at besøge vores øer, understreger ministeren.

    Det er dog ikke kun turisterne, der benytter sig af færgerne.

    - Jeg ved, at det for mange ø-boere har været lidt af en overraskelse med det store rykind her i begyndelsen, og at tålmodigheden flere steder er blevet sat på en prøve. I den forbindelse vil jeg gerne rette en særlig tak til de mange færgeselskaber, der har tilmeldt sig ordningen, og som hver dag lykkes med at få de fastboende og de mange turister godt og sikkert til og fra øerne, siger transportministeren.

    Tilbuddet er en del af regeringens sommerpakke, der blandt andet også omfatter 50.000 rejsepas og en million billige Orange-billetter udstedt af DSB. Rejsepassene blev udsolgt i løbet af tre dage, og ifølge DSB er der per 8. juli 2020 solgt 244.165 af de billige billetter.

    - Der er al mulig god grund til at holde sommerferie i Danmark i år. Regeringen har præsenteret en samlet sommerpakke med bred opbakning fra Folketinget, så hvad enten man foretrækker toget, cyklen eller vandrestøvlerne, så er der altså en unik mulighed for at komme enten gratis eller billigt rundt i hele landet denne sommer, forklarer transportminister Benny Engelbrecht.

    For yderligere oplysninger om passagertallet for de enkelte færger henviser ministeriet til færgeselskaberne selv.