Gå til hovedindhold
Nyhed

Regionerne og regeringen lægger grønne køreplaner for fremtidens busser og tog

Nye busser og tog skal køre på grønne brændstoffer frem for diesel, når de regionale ruter sendes i udbud frem mod 2030. Det ligger fast, efter at de fem regioner netop har indgået nye, forpligtende klimasamarbejdsaftaler med transportministeren.

10. dec. 2020

Indhold

    Den regionale bustrafik skal være CO2-neutral og køre på eksempelvis biogas, biodiesel, el eller brint. Dieseltog skal erstattes af batteridrift eller brinttog på lokalbanerne, og regionernes egne personbiler skal være nulemission fra 2025.

    Det er nogle af elementerne i de klimasamarbejdsaftaler, som de fem danske regioner netop har indgået med transportministeren og regeringen. Aftalerne skal være med til at sikre, at transportsektoren yder sit bidrag til den overordnede målsætning om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 pct. i 2030.

    Og det er en vigtig aftale at indgå nu, da over 80 pct. af de regionale busser kommer i udbud frem mod 2025. Det betyder, at de nuværende beslutninger er afgørende for, hvilke busser der kommer til at køre rundt på de danske veje i 2030’erne.

    Den offentlige kollektive bustrafik leverer årligt ca. 8,7 mio. køreplantimer på landsplan. Den regionale bustrafik udgør ca. 30 pct. af disse køreplantimer og er dermed en central faktor i den grønne omstilling.

    - Regionerne står i dag for en betydelig del af den kollektive bustrafik i Danmark. Derfor er det også helt naturligt, at de skal være en del af løsning på at nå målet om en 70 procents reduktion af CO2-udledning i 2030. Jeg meget glad for, at vi har indgået ambitiøse aftaler med alle regionerne, som både sætter en grøn retning for busser og andre regionale køretøjer. Sammenlagt med klimasamarbejdsaftalerne med landets største kommuner, som vi indgik i juni, så har vi indtil nu aftalt grøn omstilling af ca. 60 pct. af bustrafikken, siger transportminister Benny Engelbrecht.

    Regionerne har også ansvaret for lokalbanerne, som bidrager med 11,3 mio. togkilometer om året, og her planlægger regionerne sammen med regeringen at gå over til batteridrift.

    - De regionale tog og busser binder byer og lokale knudepunkter sammen og er kendetegnet ved længere ruter, der går på tværs af kommunegrænser. Det er ikke helt enkelt at bruge grønne drivmidler, som sikrer stabil drift over længere afstande, men nu har vi givet hinanden håndslag på, at det skal lykkes. Og vi er enige om at sikre, at det ikke går ud over serviceniveauet for borgerne, men tværtimod skal gøre den kollektive transport mere attraktiv, siger Stephanie Lose, formand for Danske Regioner.

    De nye klimasamarbejdsaftaler bygger på en såkaldt overliggeraftale mellem regeringen og Danske Regioner. Her indgår også andre tiltag, som fx skal styrke cykeltrafikken i form af supercykelstier, samt en analyse af de unges transportvaner, som skal belyse, hvad der kan få flere unge til at cykle, gå eller tage den kollektive trafik i stedet for bilen.

    - I regionerne er vi i gang med den grønne omstilling, og med den nye aftale med regeringen får vi endnu større muligheder for sammen at løfte opgaven. Vi ønsker at understøtte danskernes muligheder for at træffe grønne transportvalg og ser frem til at fortsætte samarbejdet med ministeriet om den grønne omstilling, siger Stephanie Lose.