Gå til hovedindhold
Nyhed

Nu åbner indstillingen til Cykelprisen 2021

Fra i dag den 31. marts 2021 er det muligt at indstille sin egen eller en anden arbejdsplads til Cykelprisen 2021. Prisen vil i år blive givet til en arbejdsplads, som har formået at sætte fokus på eller fremme cyklisme blandt medarbejderne i takt med genåbningen af samfundet.

31. mar. 2021

Indhold

    I det forgange år har COVID-19 præget hele landet – også vores transportvaner.

    Transportminister Benny Engelbrecht, Cyklistforbundet og Dansk Industri, som står bag Cykelprisen, er derfor enige om, at årets fokus skal være på arbejdspladsens måder og muligheder for at få deres medarbejdere tilbage på arbejdspladsen igen – via cyklen.

    - Mange har nok fundet cyklen frem igen som følge af COVID-19, fordi man på den måde for eksempel kunne give plads til de passagerer, som har behov for at benytte den kollektive trafik. Nu genåbner samfundet, og vi har momentum for at bibeholde de nyvundne cyklister på cykelstierne. Arbejdspladserne har derfor en unik mulighed for at fastholde de gode, og for nogle nye, cykelvaner, lige så snart medarbejderne kan komme fysisk tilbage på arbejdspladsen igen, siger transportminister Benny Engelbrecht.

    Ministeren har sammen med Cyklistforbundet og Dansk Industri taget initiativ til denne pris, som bliver uddelt en gang om året.

    - Det hjælper, når nogen cykler forrest. Vi har brug for de ildsjæle blandt medarbejdere og ledere på de danske arbejdspladser, der gør en aktiv indsats for at få flere til at vælge cyklen til i hverdagen, når man skal til og fra arbejde. Eller som på nytænkende facon arbejder med at integrere ikke mindst ladcyklen i virksomhedens daglige drift og services. Vi skal hylde og fejre disse engagerede ildsjæle. Uden dem kommer vi ikke i mål med den cyklende del af den grønne omstilling af transportsektoren, siger direktør i Cyklistforbundet Klaus Bondam.

    Prisen bliver uddelt til efteråret, men allerede nu skal arbejdspladserne – større eller mindre, offentlige eller private, virksomheder, firmaer, organisationer og lignende – indstilles.

    - Virksomheder og arbejdspladser tager hver dag et stort ansvar for at gøre Danmark til et godt sted at være. Mange virksomheder tager også et medansvar for medarbejdernes transportvaner ved for eksempel at arbejde for, at flere medarbejdere vælger cyklen til og fra arbejde. I Dansk Industri vil vi gerne sætte fokus på den indsats. Der er behov for høj mobilitet i fremtiden, og derfor skal flere op på cyklen. Alle skal være med til at løfte den dagsorden, og der er brug for, at vi inspirerer hinanden, siger direktør i Dansk Industri Transport Michael Svane.

    Modtageren af Cykelprisen 2020 var GUBRA.