Aftale om overdragelse af Løgstørbanen til Viborg og Nordjyllands Amt

04. oktober 2004

Trafikminister Flemming Hansen, formand for Miljø- og teknikudvalget i Viborg Amt, Bjørn Westh, borgmester Jens Lauritzen, Løgstør kommune, og borgmester Knud Kristensen, Aars kommune, har i dag drøftet den fremtidige anvendelse af banedæmningen på strækningen Viborg-Løgstør.

Der er på mødet indgået aftale om, at banen søges nedlagt ved lovgivning fra staten, der rydder op efter banedriften, og at banetracéet overdrages til henholdsvis Nordjyllands Amt og Viborg Amt. Under forudsætning af den nødvendige lovgivning vil det ryddede banetracé kunne overdrages de to amter den 1. maj 2006.

Trafikminister Flemming Hansen udtaler i den forbindelse:

-Jeg er glad for, at sagen om Løgstørbanen endelig har fundet sin løsning. Banetracéet, der længe har ligget ubenyttet, kan nu ryddes, så de mange års statslige aktiviteter i området bliver afsluttet på en ordentligt måde.

Udvalgsformand Bjørn Westh udtaler samtidig:

-Banetracéet kan nu omdannes til en attraktiv stiforbindelse, der forhåbentligt bliver et aktiv for de områder, banen gennemløber.