Fuld kraft på genopretningen af jernbanenettet

30. januar 2004

I forlængelse af artikel den 30. januar 2004 i Jyllands-Posten om genopretningen af det danske jernbanenet skal Trafikministeriet præcisere følgende:

Regeringen, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne indgik den 5. november sidste år en trafikaftale, der bl.a. lægger op til et markant løft i Banestyrelsens fornyelse og vedligeholdelse af jernbanenettet de kommende år.

Banestyrelsens bevillinger til drift, fornyelse og vedligeholdelse af jernbanenettet bliver således løftet med gennemsnitligt 920 mio. kr. til godt 2,4 mia. kr. årligt i perioden 2004 til 2010. Dette historisk høje bevillingsniveau sikrer følgende udvikling i jernbanenettets tilstand:

·         Nettets trafikale ydeevne (kapacitet, hastighed og regularitet) fastholdes, hvilket er en udfordring henset til jernbanenettets alder.

·         I perioden 2005-2009 iværksættes en særlig indsats for at forbedre togenes rettidighed, hvormed der kommer flere tog til tiden.

·         I perioden fra 2010 genoprettes nettet løbende til en tilstand, der reducerer antallet af hastighedsbegrænsninger og driftsbegrænsninger i øvrigt i forhold til det nuværende aktivitetsniveau, hvormed der kommer kortere rejsetid.

Optrapningen af aktivitetsniveauet i Banestyrelsen sker gradvist i perioden 2004-2009. Optrapningen er afpasset til de mulige udvidelser af Banestyrelsens kapacitet.

Trafikminister Flemming Hansen siger i den forbindelse: -Den aftale, regeringen indgik med Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne i november, standser nedslidningen og sikrer en langsigtet gradvis genopretning af det danske jernbanenet.

-Det bliver et langt og sejt træk, men der er tale om en meget flot aftale for Banestyrelsen, som sikrer virksomheden langsigtede 10-årige rammer for genopretningen af skinnenettet, og jeg glæder mig til det kommende samarbejde med Banestyrelsen – snart Banedanmark - om at føre aftalen ud i livet. Banestyrelsen har mange både dygtige og engagerede medarbejdere, og jeg er sikker på, at virksomheden vil vise sig kompetent til at løfte de store opgaver, der ligger forude.

-Som led i den politiske aftale er det fastlagt, at de langsigtede rammer for Banestyrelsen genovervejes efter to år, dvs. fra 2007 og frem.

-Yderligere tilførsel af bevillinger på kortere sigt vil være meningsløs – med de foreliggende planer vil Banestyrelsen forny og vedligeholde jernbanenettet så meget som kapaciteten overhovedet tillader, slutter Flemming Hansen.