Offentliggørelse af Trafikministeriets interne udredning om modulvogntog

11. marts 2004

I Sverige og Finland er kørsel med lange lastbiler, de såkaldte modulvogntog, tilladt. I Holland er der startet et større forsøg med modulvogntog på et nærmere afgrænset vejnet.

Trafikministeriet har gennemført en interessant analyse af de økonomiske gevinster ved at anvende længere kombinationer af lastbilenheder end dem, der er tilladt i dag. Trafikminister Flemming Hansen har følgende kommentarer:

-Jeg vil nu overveje, om vi evt. kan lave en forsøgsordning, hvor der gives tilladelse til kørsel med modulvogntog på en begrænset del af vejnettet i Danmark – primært på de statslige motorveje.

-Analyserne viser, at det er billigere for vognmændene og faktisk også lidt bedre for miljøet, hvis vognmændene kan få lov til at anvende modulvogntog. Og trafiksikkerheden vil ikke blive dårligere af at anvende de store modulvogntog, fordi de hver for sig kan erstatte flere almindelige lastbiler, og fordi kørslen hovedsagelig vil finde sted på motorveje.

-Vores analyser rejser imidlertid også nogle vigtige problemer, som vi må  overveje nærmere.

-Indførelse af modulvogntog vil skabe behov for justeringer af vejnettet flere steder og for anlæg af omkoblingspladser, hvor almindelige vogntog kan samles til modulvogntog. Eksempelvis kunne Cargo Centeret i Kastrup Lufthavn være et godt startpunkt

-Mit udgangspunkt er, at vi må undersøge modeller, som hovedsagelig finansieres af transporterhvervet selv. Det er jo dem, der får fordelene.

-Der er også nogle regionalpolitiske og konkurrencemæssige problemstillinger, fordi der med det nuværende vejnet kan opstå bekymring i byer og regioner, hvor modulvogntogene ikke umiddelbart får direkte adgang til at køre. Det synes jeg også må drøftes grundigt igennem.

-Jeg vil nu drøfte problemstillingerne med bl.a. vognmændenes organisationer.

Rapporten om modulvogntog er tilgængelig på Trafikministeriets hjemmeside under publikationer.