S-tog til Gl. Køge Landevej to år før tiden

23. februar 2004

I forbindelse med etableringen af Ringbanen for S-tog mellem Hellerup og Ny Ellebjerg er det nu besluttet at etablere en midlertidig endestation for Ringbanen ved Gl. Køge Landevej. Den midlertidige station placeres ca. 250 m før Ringbanens permanente endestation ved Ny Ellebjerg station. Herved skabes der mulighed for, at såvel den midlertidige endestation ved Gl. Køge Landevej som den kommende Vigerslev station kan blive klar til ibrugtagning allerede i det sene efterår i indeværende år.

I forhold til de hidtidige planer medfører ændringen en fremrykning af hovedparten af Ringbanens sidste etape med ca. 2 år.

Ændringen vil få den konsekvens, at stationerne K B Hallen, Ålholm og Danshøj ikke ibrugtages i august 2004, som det er fastlagt i den gældende plan, men først 3 til 3½ måneder senere.

Samtidig er det besluttet at udsætte etableringen af perroner for Øresundsbanen på den kommende Ny Ellebjerg station på ubestemt tid. Udsættelsen skal ses i lyset af, at betjeningen med lokaltog mellem Roskilde og Kastrup ophører. Øresundsbanens spor via Ny Ellebjerg station vil herefter kun blive anvendt af godstog.

-Jeg er glad for, at vi i dette tilfælde får tog før tiden. Med fremrykningen af hovedparten af Ringbanens sidste etape med ca. 2 år er en væsentlig forbedring af hovedstadens kollektive trafikbetjening rykket meget nærmere.

-Det er selvfølgelig en mindre ulempe, at stationerne K B Hallen, Ålholm og Danshøj kommer lidt senere i gang. Jeg skønner dog, at ulempen ved denne forsinkelse i rigeligt mål opvejes af de fordele, som beslutningen i øvrigt indebærer.

-Jeg ser derfor med tilfredshed frem til, at vi får hovedparten af Ringbanen i drift inden årets udgang, siger trafikminister Flemming Hansen.