Statsvejnettet binder de store godsknudepunkter sammen

30. november 2004

Statsvejnettet spiller en stadigt stigende rolle for erhvervslivets transport, både når det drejer sig om godstransport med lastbil, og når det drejer sig om pendlingsrejser til og fra arbejde. Det viser en ny rapport fra Vejdirektoratet om tilstand og udviklingsperspektiver for statsvejnettet.

Udviklingen inden for godstransport er præget af den øgede internationalisering, som betyder stigende samhandel med vore nabolande. Øget international konkurrence med deraf følgende effektivisering af erhvervslivets produktions- og distributionsstrukturer betyder ligeledes stigende krav om, at erhvervslivets transport foregår hurtigt, effektivt og med stor leveringspræcision.

Lastbiltrafikken er størst på E45 fra den dansk-tyske landegrænse op gennem Jylland til færgeforbindelserne i Nordjylland til Norge og Sverige, på E20/47/55, der forbinder Sydsverige og Tyskland via færgeforbindelsen i Rødby samt på E20 mellem Øst- og Vestdanmark over Storebælt. Lastbiltrafikken set på landsplan er vokset med 7 % siden 1998. På visse motorvejsstrækninger er lastbiltrafikken dog vokset med over 20 % i samme periode.

Store dele af erhvervslivet er i stigende grad afhængig af at kunne tiltrække specialiseret arbejdskraft, og de senere årtiers udbygning af statsvejnettet har medvirket til at udvide virksomhedernes arbejdskraftopland. Der er en stigende bolig-arbejdsstedtrafik mellem landsdelene og mellem de større byer på statsvejnettet. Antallet af erhvervsaktive, der bor i en kommune og arbejder i en anden kommune er steget med ca. 20 % de sidste 10 år.

Trafikminister Flemming Hansen udtaler på baggrund af Vejdirektoratets rapport:

-Regeringen ønsker at styrke den økonomiske vækst i Danmark, og et vigtigt fundament er, at vi har et effektivt og velfungerende vejnet med gode forbindelse til vore udenlandske markeder. Vi skal sikre gode muligheder for at klare os i den internationale konkurrence.

-Rapporten viser, at statsvejnettet i vidt omfang binder de store godsknudepunkter sammen, og statsvejnettet bidrager dermed til at skabe det, der med et fint ord kaldes for intermodalitet i transportsektoren.

-Det er vigtigt, at transporterhvervet sikres gode vilkår for udvikling, herunder ikke mindst en effektiv, fleksibel og sammenhængende infrastruktur. Med trafikaftalen fra november 2003 satte vi derfor fokus på en række vigtige forbedringer af infrastrukturen.

Rapporten giver – udover en beskrivelse af udviklingstendenserne for erhvervslivets transport – et generelt overblik over udviklingen på statsvejnettet gennem en række temaer.

Rapporten kan læses på www.vejdirektoratet.dk.