Trafikministeren fremsender rapport om Ørestadsselskabet til Folketinget

31. august 2004

Trafikministeren har i dag fremsendt en rapport til Folketingets Finansudvalg og Trafikudvalg med titlen ”Overvejelser om de styringsmæssige rammer for Ørestadsselskabet”.

Rapporten kan findes på www.trm.dk

Rapporten er udarbejdet af KPMG med reference til en styregruppe bestående af repræsentanter fra Københavns Kommune, Trafikministeriet og Finansministeriet.

I rapporten vurderer KPMG, at der ikke er et akut behov for organisatoriske ændringer, såfremt forskellige forhold afhjælpes, herunder at der etableres en fokuseret økonomisk styring for de tre forretningsområder (arealudvikling, anlæg, metrodrift) til supplering/erstatning af den nuværende styring via lånerammen.

Såfremt ejerne skulle vælge at reorganisere Ørestadsselskabet, anbefaler KPMG, at der etableres et Metroselskab med egen direktion, og at Ørestadsselskabet fortsætter med arealudvikling og arealsalg som de primære forretningsaktiviteter.

Trafikministeren udtaler:

-Det er min opfattelse, at rapporten bidrager til et styrket beslutningsgrundlag for de videre drøftelser med de politiske partier og de kommunale og amtskommunale parter om de fremtidige rammer for Ørestadsselskabet.

-Jeg lægger stor vægt på, at den løsning vi finder, kan understøtte mine ønsker om gennemsigtighed i selskabets forhold.

-Det er desuden vigtigt, at vi en gang for alle får løst de problemstillinger der knytter sig til Ørestadsselskabet, og som har afgørende betydning for selskabets fremtid.