Trafikministeren sikrer fjernbusruter

13. februar 2004

Ved ændringen af busloven i 2002 blev fjernbusmarkedet liberaliseret. Der blev samtidig fastsat en bestemmelse om, at der ikke længere kunne gives tilladelse til fjernbuskørsel til offentlige myndigheder.

Hensigten med bestemmelsen var, at offentlige myndigheder ikke skulle kunne bruge offentlige midler til at konkurrere med private busoperatører.

Bestemmelsen indebærer, at de fjernbusruter, der i dag drives af X-bus, som er et samarbejde mellem flere jyske amter og fælleskommunale trafikselskaber, må ophøre ved udgangen af 2004.

Den kommende kommunalreform vil imidlertid betyde en ændring af det kommunale landkort, der vil få ganske afgørende betydning for, hvad der defineres som fjernbuskørsel.

Fjernbuskørsel er buskørsel, der ligger ud over den buskørsel, som amter og kommuner er forpligtet til at varetage, dvs. buskørsel, der ligger ud over kørsel inden for amterne og mellem naboamter.

En række ruter, som i dag er fjernbusruter, vil derfor muligvis overgå til at blive kollektiv trafik ruter, alene som følge af ændringer i den (amts)kommunale geografi, med mindre buslovgivningen tilpasses.

Trafikminister Flemming Hansen udtaler:

-Jeg ønsker ikke at nedlægge eksisterende fjernbusruter, som muligvis vil kunne opstå igen som kollektiv trafikruter i en fremtidig kommunal struktur. Operatørerne har brug for at vide dette nu, da der skal indgås nye kontrakter.

-Derfor vil jeg i slutningen af marts fremsætte et forslag om ændring af busloven, der vil indebære, at det indtil udgangen af 2006 bliver tilladt for offentlige myndigheder at varetage fjernbuskørsel under forudsætning af, at ruterne udbydes til private vognmænd.

-For at sikre, at offentlige skattekroner ikke bruges til at konkurrere med de eksisterende private fjernbusruter, vil det samtidig blive et krav, at fjernbusruter, der varetages af offentlige myndigheder, ikke går over Storebælt.

-Ændringen indebærer, at de eksisterende X-bus fjernbusruter vil kunne fortsætte indtil videre.

-Først når der er klarhed over den kommende kommunestruktur, vil det give mening at gå ind i nærmere overvejelser om, hvordan de fremtidige regler for fjernbuskørsel skal se ud.

-Det har været vigtigt for mig, at den kommende lovændring, hvorefter X-bus fjernbusruterne sikres indtil videre, også opfattes som rimelig af busbranchen. Jeg har derfor med tilfredshed konstateret, at Danske Busvognmænd i et brev til Folketingets Trafikudvalg har tilkendegivet sin støtte til en løsning, der sikrer de offentlige fjernbusruter i Jylland.