Videreførelse af havnebusdrift frem til 1. januar 2007

14. december 2004

Finansudvalget har tiltrådt en ansøgning fra trafikministeren om videreførelse af det statslige tilskud til havnebusdriften i Københavns Havn frem til d. 1. januar 2007.

HUR har i sensommeren ansøgt trafikministeren om en videreførelse af det statslige tilskud i ét år frem til sommeren 2006. For at sikre en stabil drift frem til udmøntningen af kommunalreformen pr. 1. januar 2007 har trafikministeren søgt Folketingets Finansudvalg om tilslutning til en forlængelse af det statslige tilskud frem til 1. januar 2007. Det er en forudsætning for  statens forlængelse af tilskuddet, at HUR forlænger driften frem til 1. januar 2007.

I den forbindelse udtaler trafikminister Flemming Hansen:

-Sammen med metroen er havnebussen et af de seneste skud på stammen af de mange kollektive trafikprodukter i hovedstaden. Vi har nu sikret, at havnebussen kan fortsætte frem til 1. januar 2007. I lyset af, at vi står foran  åbningen af Operaen, og at hele havnearealet er under fortsat udvikling, glæder det mig meget, at københavnerne og Operaens gæster også fremover kan få glæde af havnebussen i Københavns Havn.

-Jeg har fundet det mest rigtigt, at havnebusdriften fortsætter frem til 1. januar 2007, hvor kommunalreformen som bekendt træder i kraft. Efter 1. januar 2007 er det ikke længere HUR, men det kommende trafikselskab på Sjælland, som får ansvaret for havnebusdriften.