Fælles indsats for at forhindre højresvingsulykker

07. marts 2005

Med henblik på at intensivere tiltagene for at forhindre højresvingsulykker med lastbil, der ofte ender fatalt for cyklisterne, har involverede parter på et møde i Færdselsstyrelsen drøftet aktivitetsforslag og -muligheder.

Repræsentanter for blandt andet cyklister, chauffører, vognmænd, politiet, bilimportørerne, Færdselsstyrelsen og Transport- og Energiministeriet samt Rådet for Større Færdselssikkerhed er enige om at lave en fælles informationsindsats med følgende indhold:

 • Pjece om spejlindstilling

• Videofilm

• Computersimulerede ulykker

• Information rettet til såvel chauffører som cyklister på alle relevante institutioners hjemmesider

Derudover har transport- og energiministeren bedt Havarikommissionen for Vejtrafikulykker om at undersøge højresvingsulykker med lastbiler, og politiet har givet tilsagn om forstærket kontrolindsats på dette område.

-Vi har indført nye krav om flere spejle på lastbiler, men det har desværre ikke været nok til at forhindre de frygtelige højresvingsulykker, siger transport- og energiminister Flemming Hansen.

-Det er opmuntrende, at alle parter tager ansvaret alvorligt og er gået sammen om en fælles koordineret informationsindsats, der både er rettet mod cyklister og lastbilchauffører.

-Jeg er sikker på, at både cyklister og chauffører kan bidrage til, at disse ulykker ikke opstår.

-Jeg har bedt Havarikommissionen for Vejtrafikulykker om at undersøge netop denne type ulykker, så vi kan få en langt bedre viden om, hvad der faktisk kan forhindre disse ulykker.