Konkurrencerådet anbefaler ændring af Lov om Københavns Frihavn

22. juni 2005

 

Konkurrencerådet har den 22. juni 2005 besluttet at anbefale, at § 3 og § 7 i Lov om Københavns Frihavn ophæves.

 

 

Efter § 3 har Frihavnen eneret på visse tjenesteydelser overfor brugerne af havnen, og efter § 7 har Frihavnen fritagelse for ejendomsskatter for bygninger og grunde på frihavnsområdet.

 

 

I den anledning udtaler transport- og energiminister Flemming Hansen:

 

-I forbindelse med etableringen af lovgrundlaget for Københavns Havn A/S i 2000 blev det vurderet, at der fortsat var særlige hensyn, der talte for at opretholde den i § 3 i Lov om Københavns Frihavn tillagte eneret.

 

-Jeg vil nu gennemgå den henvendelse, jeg har fået fra Konkurrencerådet med henblik på at vurdere, hvorvidt der fortsat er grundlag for at opretholde hele eller dele af eneretten. Jeg har noteret mig, at havnens brugere (Havnerådet) er tilfreds med den nuværende ordning.

 

-I relation til § 7 i Lov om Københavns Frihavn, vil jeg være  positivt indstillet på at undersøge mulighederne for at ophæve § 7.

 

-Jeg vil dog henlede opmærksomheden på, at en ophævelse af § 7 i Lov om Københavns Frihavn med den nuværende lokalplan for området ikke vil betyde, at der skal betales ejendomsskatter på Frihavnsområdet, da arealer udlagt til havneformål i henhold til Vurderingslovens § 7, stk. 1, nr. 5 er undtaget for ejendomsbeskatning.