Strategianalyse af kapacitetsforbedringer på jernbanestrækningen København - Ringsted

14. oktober 2005

Som led i trafikaftalen fra 2003 mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre blev det besluttet at gennemføre en strategisk analyse af fremtidige kapacitetsforbedringer på jernbanestrækningen København - Ringsted.

Analysen har haft til formål at afdække de forhold, som peger på forskellige langsigtede modeller for en baneudbygning mellem København og Ringsted. Der er foretaget en sammenlignende vurdering af fire forskellige løsninger til udvidelse af kapaciteten, herunder en opgørelse af fordele og ulemper ved en videre udbygning af den bestående bane over Roskilde hhv. anlæg af en helt ny bane parallelt med motorvejen via Køge.

Resultatet af disse undersøgelser foreligger nu i form af en rapport om sammenlignende analyse af fire forskellige løsninger for udvidelse af banekapaciteten udført af Trafikstyrelsen for jernbane og færger.

Transport- og energiminister Flemming Hansen siger i den anledning:

- Jeg synes, der er skabt et godt grundlag for en diskussion af fremtidige udbygninger af banekapaciteten mellem København og Ringsted. Jeg vil nu drøfte med forligspartierne, hvad der skal ske videre i sagen.

Rapporten kan hentes på Trafikstyrelsens hjemmeside: www.trafikstyrelsen.dk