200 mio. kr. til udvikling af biobrændstoffer

18. maj 2006

Regeringen lægger op til, at der i forbindelse med efterårets udmøntning af globaliseringsreserven søges afsat 200 mio. kr.  over en fire-årig periode til udvikling af biobrændstoffer.

Denne markante indsats skal målrettes udviklingen af 2. generations teknologier, hvor bioethanol produceres på basis af restprodukter og affald. Det er der efter regeringens opfattelse væsentligt større perspektiver i end 1. generations bioethanol, der alene baserer sig på fødevarer og foder.

Regeringens indsats vil blive udmøntet gennem inddragelse af det forskningsrådgivende system og skal ske i et tæt samarbejde med erhvervslivet, som forventes at supplere den statslige finansiering med betydelige midler.

Den danske regering understøtter hermed konklusionerne fra Det Europæiske Råds Møde d. 23.-24. marts om at yde den størst mulige støtte til forskning inden for og udvikling af 2. generations brændstoffer.

Transport- og energiminister Flemming Hansen udtaler:

- Vi er i Danmark kendte for en meget stor anvendelse af biomasse til produktion af energi. Således er 11 pct. af vores energiforbrug baseret på biomasse mod et gennemsnit på 4 pct. i EU. Nu vil regeringen tage et yderligere skridt i udviklingen af biobrændstoffer til transport.

- De nuværende produktionsmetoder er ikke samfundsøkonomisk og miljømæssigt attraktive. De baserer sig på fødevarer og foderstoffer og kan komme til at lægge beslag på store landbrugsarealer. Derfor er der behov for at forske og udvikle i næste generation af biobrændstoffer, der udvindes af restprodukter og affald. Regeringen lægger op til en markant styrkelse af denne udvikling.

- Regeringen har bedt om at den arbejdsgruppe, som skal undersøge mulighederne for yderligere at styrke udviklingen af 2. generations teknologier, allerede kommer med forslag til en styrkelse af indsatsen i løbet af få måneder. 

- Der er behov for offentlig støtte i form af kontante midler til udviklingen af 2. generations teknologier. Derfor vil regeringen i forbindelse med udmøntningen af globaliseringsreserven lægge op til, at der afsættes 200 mio. kr. over fire år, og at disse midler suppleres af private investorer og virksomheder, så der kan blive tale om endnu større beløb til udvikling og forskning.

- Danske forskere og virksomheder er langt fremme inden for udviklingen af biobrændstof. Regeringens beslutning vil yderligere styrke denne position.