Fremtidens transport på nutidens dagsorden

30. november 2006

Med deltagelsen af en lang række repræsentanter for virksomheder, organisationer, borgere og råd og styrelser fik Infrastrukturkommissionen det bedst mulige inspirationsgrundlag til det videre arbejde, da Transport- og Energiministeriet i dag afholdt konferencen om fremtidens transportsystem.

Transport- og energiminister Flemming Hansen indledte konferencen ved i sin tale at påpege, at Infrastrukturkommissionen ikke blot har påtaget sig en stor, men også særdeles vigtig opgave med at analysere fremtidens udfordringer og komme med løsningsforslag på disse:

- Behovet for transport vil stige i takt med, at kravene om at mindske udledningen af miljøskadelige stoffer ligeledes vil blive højnet. Samtidig vil kravene til kvalitet af både offentlig og privat transport stige.

- Med denne fremtidsudsigt er det klart at Danmark står overfor større udfordringer end nogensinde på transportområdet. Dermed er det også vigtigere end nogensinde, at disse udfordringer bliver imødekommet med effektive og langsigtede strategier.

- Konferencen i dag er en mulighed for at give infrastrukturkommissionen et vigtigt og brugbart bidrag. Samtidig er der mulighed for at dele vigtige erfaringer, og drøfte hvordan vi i fællesskab kan bidrage til at løfte fremtidens udfordringer.

Hele Flemming Hansens tale kan læses på Transport- og Energiministeriets hjemmeside www.trm.dk.