" /> Metroen flytter trafik

Metroen flytter trafik

Danmarks Transportforskning har i dag offentliggjort rapporten "Før- og efteranalyse af metroen i København".

05. september 2006

Rapporten er udarbejdet af Danmarks Transportforskning og Tetraplan A/S med støtte fra blandt andet Transport- og Energiministeriet og viser, hvordan trafikken omkring de første etaper af metroen har ændret sig efter metroens åbning.

Af rapporten fremgår det blandt andet, at antallet af rejser med kollektiv trafik er steget, at det er blevet nemmere at foretage spontane rejser og at metroen på de centrale snit er i stand til at tiltrække passagerer, der før kørte i bil

Transport- og energiminister Flemming Hansen siger i anledning af rapportens offentliggørelse:

- Jeg har med stor interesse set konklusionerne fra den analyse, der er foretaget af, hvordan trafikanterne har ændret vaner efter metroens åbning.

- Jeg kan med glæde konstatere, at metroen giver et rigtig flot løft til den kollektive trafik i den indre by i København. Metroen øger mobiliteten for den enkelte, giver flere valgmuligheder for borgerne i dagligdagen og er oven i købet i stand til at flytte nogle mennesker fra deres bil til den kollektive trafik.

- Nu skal vi jo huske, at de første etaper af metroen naturligvis kun dækker en del af byen og derfor ikke løser alle trafikproblemer. Erfaringerne er dog meget positive, og jeg synes, at det lover rigtig godt for den kommende metrocityring.