10 bud til hvad vi alle kan gøre for at reducere energiforbruget

For at gøre det nemmere for familierne at spare på energien i dagligdagen offentliggør transport- og energiminister Jakob Axel Nielsen 10 gode råd om, hvad en almindelig dansk familie kan gøre for at spare på energien. Rådene vil i mange tilfælde kunne sænke både elforbrug og energiforbruget til opvarmning og den personlige transport.

12. oktober 2007

Det er helt centralt i regeringens energipolitik, at energiforbruget reduceres gennem energieffektiviseringer og energibesparelser. Energibesparelser er i mange tilfælde den bedste, hurtigste og billigste måde at gøre os mindre afhængig af olie, naturgas og kul på. Samtidig reducerer vi udledningen af drivhusgasser.

Energibesparelser involverer alle danske familier og virksomheder. Vi kan alle gøre en indsats. Ofte er det forholdsvist simpelt at reducere forbruget, og i de fleste tilfælde er der også penge at spare.

Transport- og energiminister Jakob Axel Nielsen udtaler:

- Det er vigtigt, at vi alle bidrager til at begrænse energiforbruget. Der er masser af rentable besparelsesmuligheder, når vi køber nye produkter og vedligeholder vore bygninger. Hvis vi handler fornuftigt, er der penge at tjene, når energiudgifterne falder.

- De 10 bud indeholder en række gode og konkrete forslag til, hvad en almindelig familie kan gøre for at spare på energien. Rådene kan gøre det nemmere for forbrugerne at blive klar over, hvor der kan spares energi og penge.

- Regeringen har taget en række initiativer, som understøtter forbrugernes besparelsesindsats. Vi har bl.a. strammet energikravene til bygninger, og vi har sikret, at energiselskaberne i langt højere grad bliver involveret i energispareindsatsen. Elsparefonden giver også relevant information og er med til at sikre, at de effektive produkter er på markedet. 

De 10 bud til fremme af energibesparelser kan findes på Energistyrelsens hjemmeside www.ens.dk  Yderligere oplysninger kan fås hos fungerende kontorchef Peter Bach, Energistyrelsen, tlf.: 33 95 43 25 mobil: 2068 9389.  Brochuren omdeles i aften under Kulturnatten hos Energistyrelsen, som holder åbent hus fra kl.  17-24 på adressen Amaliegade 44,  1256 København K.