Ansøgning om elektrisk Storebæltsforbindelse er godkendt

03. april 2007

Transport- og Energiministeriet har i dag godkendt Energinet.dk’s ansøgning om etablering af en elektrisk Storebæltsforbindelse på 600 MW. Forbindelsen, der bygges og drives af Energinet.dk, ventes i drift i 2010 og etableres mellem Fraugde ved Odense og Herslev nord for Høng på Vestsjælland. Investeringen vil være på 1,3 mia. kr.

Den elektriske Storebæltsforbindelse vil koble Øst- og Vestdanmark direkte sammen. Forbindelsen etableres som en jævnstrømsforbindelse, hvor der i hver ende af forbindelsen bygges stationer, der kobler til vekselstrømsnettene på begge sider af Storebælt.

Transport- og energiminister Flemming Hansen udtaler i anledning af godkendelsen:

-Jeg glæder mig over, at vi nu får et samlet dansk el-system - også i fysisk forstand. Den elektriske Storebæltsforbindelse er et vigtigt stykke national infrastruktur, der fremmer et velfungerende konkurrencemarked for el og forbedrer forsyningssikkerheden. Forbindelsen gør det også lettere at indpasse mere vedvarende energi, som vi lægger op til i regeringens energiudspil.

I Energistrategi 2025 fra juni 2005 anbefalede regeringen, at Energinet.dk indledte projekteringen af en elektrisk Storebæltsforbindelse. De nordiske energiministre har desuden erklæret, at etablering af forbindelsen er vigtig for at forbedre infrastrukturen i det nordiske elmarked.

Den endelige fastlæggelse af kablets tracé og færdiggørelse af lokalplangrundlaget udestår. I denne proces vil berørte parter blive hørt om anlæggets fysiske placering og udformning.

Kontaktpersoner:

Kontorchef Henrik Andersen, Transport- og Energiministeriet eller kontorchef Flemming G. Nielsen, Energistyrelsen, tlf. 33 92 76 15.