Flemming Hansen åbner brint og brændselscelle-konference i Canada

30. april 2007

Transport- og energiminister Flemming Hansen vil sammen med den canadiske premierminister for British Colombia Gordon Campbell være hovedtaler ved mandagens åbning af en brint og brændselscelle-konference i Vancouver, Canada. Ud over ministeren udgøres det danske islæt på konferencen af 10 danske virksomheder, der indgående beskæftiger sig med de muligheder, der ligger inden for brint- og brændselscelleteknologien.

Åbningen sker som led i ministerens Canada-besøg, der skal styrke samarbejdet mellem Canada og Danmark inden for energiteknologi og øge bevidstheden i Nordamerika om de kompetencer, der er under opbygning i Danmark.

Flemming Hansens besøg kan ikke være mere aktuelt, da den canadiske regering netop i denne uge har offentliggjort et program til imødekommelse af Canadas klimamål. Centrale elementer i programmet vil være en mere effektiv udnyttelse af energi og vedvarende energi – områder, hvor danske virksomheder besidder store kompetencer og derfor har store muligheder for at øge eksporten af energiteknologi, som sidste år udgjorde en samlet værdi af 46 mia. kr.

Konferencen om brint- og brændselsceller markerer afslutningen på Flemming Hansens Canadabesøg, der er indledt med et besøg i det canadiske energiministerium og som gæstetaler ved Carlton Universitetet i Ottawa om EU’s og Danmarks energipolitik.