Fremtidens trafikledelse på vejnettet

Variable trafiktavler på næsten alle motorveje i hovedstadsområdet og på motorvejen fra Odense til Århus med information til trafikanterne om aktuelle vej- og trafikforhold. Det er ét af scenarierne i en ny rapport om trafikledelse, som Vejdirektoratet har lavet.

19. juni 2007

Trafikanterne har taget godt imod de seneste års indsats med at forbedre trafikinformationen og styringen af trafikken. De nyder godt af informationerne om eventuelle trafikproblemer og forsinkelser på deres rejse. På de aktuelle store anlægsprojekter på motorvejsnettet i Hovedstadsområdet anvendes trafikledelse desuden for at gennemføre den mest effektive og trafiksikre trafikafvikling under vejarbejderne.

Med rapporten ”Scenarier for trafikledelse” gives tre scenarier for, hvilke typer og hvilket omfang af trafikledelse, der kunne etableres i Danmark over de næste 10-15 år. Scenarierne beskrives både i tekst og på kort.

Transport- og energiminister Flemming Hansen udtaler i forbindelse med udgivelse af rapporten:

- Trafikledelse er et felt i rivende udvikling, som jeg længe har fulgt med stor interesse. Ikke mindst de gode erfaringer på udvidelsen af Motorring 3 har vist, hvilke muligheder vi står overfor.

- Vejdirektoratet giver i deres rapport nogle gode og klare eksempler på, hvad vi kan opnå ved at satse endnu mere på Intelligente Transportsystemer og Services (ITS), og resultatet er både inspirerende og interessant. ITS kan f.eks. afhjælpe trængsel og forbedre trafiksikkerheden.

-Trafikledelse er ét blandt flere virkemidler til at afhjælpe trængselsproblemer og bidrage til en bedre udnyttelse af den eksisterende infrastruktur. Trafikledelse er endvidere et middel til forøgelse af trafiksikkerheden, en mere miljø- og energivenlig trafikafvikling og til opfyldelse af trafikanternes behov for information.

-Trafikanterne tillægger det stor værdi at vide hvilke trafikproblemer, forsinkelser, vejrforhold m.m., der kan forventes på en rejse. Det er vigtigt, at trafikanterne har adgang til information om forsinkelser mv. både før og under rejsen. Derved får trafikanterne mulighed for at planlægge deres rejse og f.eks. vælge en anden rute, et andet rejsetidspunkt, et andet transportmiddel eller simpelthen indstille sig på eventuelle forsinkelser.

- Rapporten er et væsentligt bidrag til diskussionen af fremtidens transportudfordringer og brugen af trafikledelse. Sammen med Infrastrukturkommissionens arbejde er den et godt udgangspunkt, når der skal laves en strategi for hvordan og i hvilket omfang vi fremover skal bruge ITS.

Rapporten vil blive offentliggjort i forbindelse med den Europæiske ITS konference i Aalborg d. 18.- 20. juni 2007. Her vil rapporten også blive præsenteret i en Teknisk Session som finder sted mandag d. 18. juni kl. 16 – 17.30 og den kan hentes på den nordiske pavillon i udstillingshallen.

Yderligere oplysninger om udgivelsen: Afdelingsleder, Charlotte Vithen, Vejdirektoratet, Center for trafikledelse.

Tlf. nr.: 7244 7272; e-mail: cv@vd.dk