Ny dansk havnestrategi 2025: ”Danske havne til fremtidens transportløsninger”

Transport- og Energiministeriet udgiver i dag Dansk Havnestrategi 2025 med titlen ”Danske havne til fremtidens transportløsninger”.

27. juni 2007

 

 

 

Ministeriet præsenterer dermed strategien for udviklingen af den danske havnesektor frem til 2025, og placerer havnesektoren som led i regeringens samlede godstransportstrategi. Det handler om både transport, vækst og miljø.

Havnesektoren er en del af løsningen på fremtidens transportudfordringer og er et afgørende bindeled i samspillet mellem søtransporten og andre transportformer.

Strategien skal bidrage til, at havnesektorens rammebetingelser også i fremtiden er tilpasset markedets aktuelle vilkår, så der gennem havnene kan ske effektive omlastninger mellem skib og landtransporter.

Transport- og energiminister Flemming Hansen udtaler:

- Analysen er et vigtigt bidrag til diskussionen af fremtidens rammebetingelser for havnesektoren. Den viser, at danske havne og havnesektoren i sin helhed spiller en central rolle for godsomsætningen og den samfundsøkonomiske udvikling i Danmark. 

- Analyserne viser også, at den eksisterende Havnelov er et godt grundlag for havnesektorens udvikling af et konkurrencedygtigt produkt.

- Havnestrategien skal ses som led i en proces for den fortsatte udvikling af rammebetingelserne for hele transporterhvervet. I denne proces vil alle berørte parter blive inddraget.

- Jeg ser frem til en spændende og frugtbar debat af de undersøgelser Transport- og Energiministeriet lægger op til i Godstransportens Tænketank, hvor de forskellige transportformer er repræsenteret.

- Med den tidshorisont havnestrategien dækker finder jeg det naturligt såfremt andre temaer på et tidspunkt, vil kunne inddrages i debatten.

Havnestrategien vil kunne findes på Transport- og Energiministeriets hjemmeside www.trm.dk  under publikationer.