50 transportministre taler CO2-reduktioner i Leipzig

Transportminister Carina Christensen har i dag drøftet mulighederne for at reducere transportens CO2-udledning med 50 transportministerkolleger fra OECD-landene i det nyetablerede International Transport Forum, der afholdes i Leipzig.

29. maj 2008

Blandt andre den tyske forbundskansler Angela Merkel har her givet udtryk for sine visioner vedrørende transportens rolle i forhold til reduktionen af den menneskeskabte klimapåvirkning.

Transportminister Carina Christensen udtaler:

-Den fælles europæiske indsats for at nedbringe transportens luftforurening er blevet en større succes, end vi på forhånd turde håbe.

-Kurverne er ikke alene knækket. Vi er så langt, at vi kun er få år fra at kunne sige, at bilernes udstødning af miljøskadelige stoffer ikke længere udgør nogen udfordring i selv de tættest befolkede byer.

-Udfordringen i de kommende år består i for alvor at opnå succes, hvad angår transportens - og især biltrafikkens - udledning af CO2, der påvirker klimaet.

-Udfordringen på dette område er meget stor.

-Jeg har i dag opfordret mine kolleger til, at vi på globalt niveau bygger videre på vores gode erfaringer med en fælles europæisk indsats med bilindustrien, som har båret frugt både i forhold til miljøet og i forhold til den produktudvikling, der også på dette felt er afgørende for Europas evne til at konkurrere på det globale marked på længere sigt.

-Jeg har samtidig gjort mine kollegaer opmærksom på, at vi bør overveje, om det ikke på længere sigt vil være en fordel, at landtransport bliver en del af EU’s CO2-kvotehandelssystem, så vi sikrer, at CO2-reduktionerne rent faktisk sker, hvor det er billigst.