Succesfuldt møde om mangfoldighed i Transportministeriet

Transportministeriets departement har i dag afholdt en meget energifyldt workshop om, hvordan man styrker mangfoldigheden på tværs af ministerområdet.

12. juni 2008

Workshoppen havde fokus på, hvordan Transportministeriet og dets institutioner bliver bedre til at tiltrække medarbejdere med anden etnisk baggrund end dansk – og hvordan vores arbejdspladser bliver bedre til at bruge medarbejdernes forskellige baggrunde på en konstruktiv og udviklende måde. På workshoppen deltog medarbejdere med anden etnisk baggrund end dansk fra Trafikstyrelsen, Vejdirektoratet og Banedanmark. Ministerområdets Personalechefnetværk havde taget initiativ til arrangementet.

Uddannelseskonsulent i Banedanmark, Noreen Kahn, deltog i workshoppen. Noreen Kahn siger:

-Det var en berigende dag og et godt møde, og der er taget afsæt i de fælles tanker vi har. I dag er der taget et initiativ til noget, som på længere sigt vil gøre en forskel i forhold til rekruttering og mangfoldighed på arbejdspladsen. Man skal vise respekt, accept og anerkendelse – det er nøgleordene for at kunne tiltrække nydanskere, og initiativet i dag er første skridt til at kunne få succes på længere sigt.

Nighat Ali, diplomingeniør i Vejdirektoratet, deltog også i mødet. Nighat Ali siger:

-Jeg har opfattet det som et meget positivt møde, hvor alle har været meget engagerede, og hvor ministeriet f.eks. har fået input til, hvordan man kan udforme en jobannonce mere attraktivt. Der har været en åben dialog, og jeg vil gå videre med tankerne i min afdeling i Vejdirektoratet.

Workshoppen mundede ud i en lang række eksempler og gode idéer, der nu skal omsættes til et inspirationskatalog, som Personalechefnetværket og de enkelte HR enheder kan bruge i det videre arbejde med at styrke mangfoldigheden på tværs af Transportministeriets område.