Transportminister Carina Christensen: En vigtig rapport for fremtidens transportpolitik

10. januar 2008

Efter et års intensivt arbejde har Infrastrukturkommissionen i dag overdraget sin rapport til regeringen. Kommissionen blev nedsat for at analysere det samlede danske transportsystem og komme med anbefalinger for indsatsen for fremtidens transportsystem.  I den anledning siger transportminister Carina Christensen:

-Vi har nu modtaget en meget gennemarbejdet og veldokumenteret rapport på transportområdet udarbejdet af et bredt hold af særdeles kompetente eksperter på området. Det skal de have mange tak for. Regeringen vil nu udarbejde en trafikinvesteringsplan, som skal ligge klar til efteråret. Med Infrastrukturkommissionens betænkning foreligger der et historisk godt grundlag for det videre arbejde.

-Transportsektoren står for en stor del af  CO2-udledningen i Danmark, og udledningerne er steget i de senere år stort set i takt med væksten i samfundet. Derfor vil vi samtidig med investeringsplanen udarbejde en strategi for en reduktion af transportsektorens CO2 udledning.

-Infrastrukturkommissionen har haft en meget åben arbejdsproces. Den linie vil jeg følge op på, når vi skal forberede investeringsplanen. Jeg vil derfor gå i dialog med de lokale og regionale politikere og de relevante organisationer om kommissionens rapport. Her bliver der rig mulighed for at drøfte de mange ønsker om gennemførelse af konkrete projekter. Vi skal sætte ind dér, hvor behovet er størst.

Læs transportminister Carina Christensens tale på regeringsseminarets pressemøde i dag