Barfoed glæder sig over markant vedligeholdelsesløft til veje

12. november 2009

Transportminister Lars Barfoed er meget tilfreds med aftalen om Finansloven for 2010 mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Aftalen indeholder en forstærket indsats af vedligeholdelsen af det statslige vejnet, istandsættelse af havne og moler, minerydning ved Skallingen samt en pulje til kystsikring på små øer.

Transportminister Lars Barfoed har følgende kommentarer til aftalen:

-Det er meget positivt, at der nu er indgået en aftale om finansloven for 2010.

-Som transportminister glæder jeg mig især over, at der med aftalen tilføres 2,7 mia. kr. til Infrastrukturfonden, der øremærkes til et markant løft af vedligeholdelsen af statens veje i de kommende fire år.

-Det kraftige løft til vedligeholdelsesindsatsen på statsvejnettet vil medføre en hurtig og markant forbedring af tilstanden for vejbelægninger og bygværker. Det skaber samtidig bedre mulighed for at finansiere en række vigtige investeringer i motorveje og omfartsveje.

Det markante investeringsløft vil være bredt fordelt på tværs af landet. Arbejdet kan igangsættes hurtigt, idet der er tale om en række afgrænsede projekter. Gennemførelsen af den forstærkede indsats afpasses kapaciteten i de relevante sektorer.

Der er endvidere afsat 0,2 mia. kr. til istandsættelse og reparationer af havne og moler mv.  Endvidere afsættes midler til rydningen af den sidste del af Skallingen for miner, og der afsættes en pulje til kystsikring på små øer.

Der afsættes 29 mio. kr. til hovedreparationer af færgelejerne ved Bøjden og Fynshav.

Der afsættes 47 mio. kr. til istandsættelse af moler ved Hanstholm havn.

Der afsættes 12 mio. kr. til istandsættelse af læmoler i Løkken og Nr. Vorupør under forudsætning af Thisted og Hjørring kommune bidrager med et tilsvarende beløb, herunder at kommunerne overtager det fremtidige ejerskab af molerne.

Der afsættes 114 mio. kr. til rydning af miner på Skallingen, så den sidste del af Skalingen ryddes for miner.

Der afsættes en pulje på 4 mio. kr. årligt i 2010-2011 til kystsikring på små øer.