Femern Bælt-forbindelsen er besluttet

Folketinget har i dag med et historisk bredt flertal vedtaget lov om projektering af den faste forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark.

26. marts 2009

Den faste forbindelse over Femern Bælt er med sine 20 kilometer et imponerende stort projekt, der vil høre til i de faste forbindelsers ”superliga”.

Transportminister Lars Barfoed siger i den anledning: 

- Det er en stor dag for Danmark, hvor en historisk bred forligskreds har vedtaget projekteringen af den faste Femern Bælt-forbindelse. Forbindelsen er et meget visionært projekt, der både styrker forbindelserne til vore naboer og regeringens grønne transportpolitik.

- Alle vil nyde godt af den faste forbindelse over Femern Bælt. De rejsende sparer tid og omvejskørsel, virksomhederne får lettere adgang til større markeder, forbrugerne får adgang til flere leverandører, og klimaet sparer CO2-emissioner. Selv de, der ikke bruger forbindelsen, får gavn af, at der frigøres jernbanekapacitet til landsdelstrafikken mellem Jylland, Fyn og Sjælland.

- Beslutningen om den faste forbindelse over Femern Bælt giver jernbanen et markant løft. Der er tale om ét af Europas største jernbaneprojekter. Godstogene vil spare en omvej på 160 km mellem København og Hamborg, og persontogene vil forkorte rejsetiden med en time. Det vil gøre jernbanetransport af både personer og gods meget mere attraktiv end i dag.

- Forbindelsen bliver brugerbetalt. Det er derfor brugerne, uanset nationalitet og bopæl, der betaler for forbindelsen.

- Jeg glæder mig på hele Danmarks vegne over, at arbejdet med at projektere og planlægge den faste forbindelse over Femern Bælt nu kan starte. Der ligger nu en kæmpe opgave foran os med at få gennemført det meget store projekt.

For yderligere oplysninger om Femern Bælt-forbindelsen henvises til www.trm.dk samt centrale Femern Bælt-dokumenter

Fakta om Femern Bælt-forbindelsen

Foretrukken teknisk løsning  Skråstagsbro med to jernbanespor og firesporet motorvej
Forbindelsens længde  20 km
Forventet overfartstid for bilister  12 minutter
Forventet åbningsår  2018
Skønnede anlægsudgifter  Skråstagsbro 33 mia. kr
Danske landanlæg  8-9 mia. kr. (2008–priser)
Finansiering Brugerbetaling og EU-støtte
Forventede samfundsøkonomiske nettogevinster Godt 16 mia. kr. (2008-priser)
Byggeperiode 6–7 år
Beskæftigelseseffekt i byggeperioden 6.000–10.000 om året, direkte eller indirekte beskæftiget

Fakta om lov om projektering af fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende danske landanlæg

Folketinget godkender traktaten med Tyskland  Med vedtagelsen af loven har Folketinget godkendt den traktat med Tyskland om en fast Femern Bælt-forbindelse, der blev underskrevet af de to transportministre 3. september 2008.
Forundersøgelser og projektering Loven giver mulighed for at gennemføre de meget omfattende forundersøgelser af blandt andet miljø, sejladssikkerhed og geoteknik for både den faste forbindelse og de tilhørende danske landanlæg.
Udpegning af selskab Vedtagelsen af loven betyder, at der kan udpeges et selskab til at varetage projekteringen og planlægningen af den faste forbindelse med tilhørende danske landanlæg.
Videre proces Der ventes fremsat forslag til anlægslov omkring 2012, når projekteringen er afsluttet. Det er målet, at forbindelsen åbner for trafik i 2018.