Stop for togbetjening af Gedserbanen

Med aftale om en grøn transportpolitik er det besluttet at stoppe togbetjeningen af Gedserbanen fra 2010.

04. februar 2009

Togbetjeningen udgør kun en meget lille del af den kollektive trafik på strækningen Nykøbing Falster-Gedser. Samtidig er omkostningen pr. passager på Gedserbanen fem gange højere end den næstdyreste strækning på Banedanmarks net. Endvidere står banen overfor en omfattende renovering i 2011, ligesom signalerne på strækningen skal udskiftes som led i Banedanmarks Signalprogram. Renoveringen og udskiftning af signaler ville samlet set have kostet ca. 200 mio. kr.

De 200 mio. kr. er med Aftale om en grøn transportpolitik i stedet for afsat til investeringer i bedre adgang til togstationer og fremme af godstrafik på banen. Samtidig er der i aftalen reserveret en ramme på 0,4 mia.kr. til anlæg af en omfartsvej rundt om Nykøbing Falster. Projektet tager udgangspunkt i det af amtet planlagte projekt.

Aftalen betyder ikke, at sporet på Gedserbanen fjernes fysisk. Der vil først blive taget stilling til anvendelsen af banearealet senere. I den forbindelse gennemføres en høring af lokale interessenter.