Transportministeren vil have logistik i verdensklasse

Effektive godstransporter skaber økonomisk vækst i erhvervslivet og sikrer borgerne et bredt udbud af varer i butikkerne. Danmark har derfor brug for et udviklingsorienteret godstransporterhverv, der kan løfte den komplicerede opgave med at transportere over en halv million ton gods rundt i landet hver eneste dag.

14. april 2009

Med en ny redegørelse om fremtidens godstransport sætter regeringen fokus på godstransporterhvervets kommende udfordringer. Målet er effektiv distribution og logistik i verdensklasse samt at få reduceret transportsektorens negative påvirkning af klima og miljø. Redegørelsen tager udgangspunkt i transportaftalen fra 29. januar 2009 og præsenterer en vifte af initiativer, der skal sikre grønnere og mere effektive godstransporter i de kommende år.

Transportminister Lars Barfoed udtaler:

- Godstransporten i Danmark står overfor store udfordringer med voksende international konkurrence, øgede krav til præcision af de enkelte transporter og voksende fokus på grønne godstransporter. Danmark har derfor brug for en innovativ godstransportsektor med fokus på at effektivisere transporterne til gavn for erhvervslivet, borgerne og miljøet. 

- Med de mange initiativer i godsredegørelsen har vi taget et vigtigt skridt til at fremme en effektiv og miljøvenlig godstransportsektor. Det gælder f.eks. det igangsatte regelforenklingsarbejde, der vurderer over 30 forslag til regelforenkling. Og det gælder de mange initiativer, der med medvirken fra det nye Center for Grøn Transport igangsættes for at fremme grønne godstransporter i Danmark.

Læs hele godsredegørelsen