Invitation til borgermøde på Lolland om Femern Bælt-forbindelsen

Transportministeriet og Femern A/S inviterer til borgermøde om valg af teknisk løsning for den faste forbindelse over Femern Bælt torsdag den 20. januar 2011.

11. januar 2011

Formålet med borgermødet er at inddrage borgerne, inden politikerne skal tage stilling til, om den foretrukne tekniske løsning for Femern Bælt-forbindelsen i det videre arbejde, herunder i VVM-processen, skal være en sænketunnel eller en skråstagsbro. På mødet vil Femern A/S præsentere de to løsningsforslag.

Femern A/S vil redegøre for selskabets vurdering af de to løsningsforslag, blandt andet i forhold til økonomi, miljø og tekniske risici, og forklare nærmere om baggrunden for selskabets anbefaling af en sænketunnel som den foretrukne tekniske løsning. De to løsningsforslag vil blive kommenteret af eksperter, og der vil blive mulighed for at stille spørgsmål til eksperterne og til Femern A/S.

I forbindelse med arrangementet vil der være en udstilling om de faste forbindelser. Der vil være mulighed for at se og høre mere om sænketunnellen og skråstagsbroen, og der vil også være en udstilling om de to eksisterende faste forbindelser over Storebælt og Øresund.

Transportminister Hans Chr. Schmidt udtaler:

- Jeg har sammen med forligspartierne besluttet at afholde et borgermøde om, hvorvidt det skal være en bro eller en tunnel, der skal være den foretrukne tekniske løsning i den videre VVM-proces.

- Jeg ser frem til en god og livlig debat på borgermødet. Jeg håber, at vi får nogle gode bidrag til det videre arbejde med projektet.


Borgermødet finder sted:
Torsdag den 20. januar 2011 kl. 16.00 – 21.00
Lalandia Centret 1, Rødbyhavn

Læs programmet for arrangementet her eller på Femern A/S’ hjemmeside www.femern.dk.

Yderligere informationer om arrangementet fås hos enten pressechef Jesper Damm Olsen, tlf. 33 92 43 02, e-mail jdo@trm.dk eller hos Femern A/S’ pressechef Karsten Holmegaard, tlf. 40 10 42 50, e-mail kho@femern.dk.