Miljøstøtte til godsoperatører stillet i bero

Miljøstøtteordningen, der kompenserer for jernbanegodsoperatørernes infrastrukturafgifter, sættes i bero.

27. maj 2011

Det skyldes, at EU-Kommissionen indtil videre ikke har imødekommet Transportministeriets ansøgning afsendt i juli 2010 og henvendelserne fra Transportministeriet, hvori der anmodes om, at miljøstøtteordningen godkendes for endnu en treårig periode.

Uden EU-Kommissionens godkendelse kan Transportministeriet ved Banedanmark ikke udbetale miljøstøtten. Derfor udsendes i dag en bekendtgørelse om ophævelse af reglerne om miljøstøtteordningen for transport af gods på banen.

Transportministeriet beklager, at EU-Kommissionen trods henvendelserne og et brev til transportkommissæren endnu ikke har imødekommet Danmarks ansøgning om forlængelse af miljøstøtten.

Transportministeriet arbejder fortsat på at få EU-Kommissionens godkendelse, således at miljøstøtteordningen kan genindføres. I givet fald vil det ske med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2011.