Planer om nyt forsøg med SIC-systemet indstilles

Det hidtidige arbejde med at gennemføre et nyt forsøg med brug af det såkaldte SIC-system til kystbeskyttelse på Skallingen ved Esbjerg bliver indstillet af transportminister Henrik Dam Kristensen.

09. november 2011

Transportminister Henrik Dam Kristensen lægger stor vægt på, at der allerede er gennemført et treårigt statsligt finansieret forsøg med SIC-systemet ved Skodbjerge på den jyske vestkyst. Forsøget blev afsluttet i 2008 og evalueret af to uvildige eksperter.

Konklusionen fra forsøget er entydig. SIC-systemet er ikke egnet som kystbeskyttelsesmetode.

Henrik Dam Kristensen udtaler:

- I den nuværende statslige kystbeskyttelsesindsats på den jyske vestkyst benyttes kun internationalt anerkendte og dokumenterede metoder som fx sandfodring. Befolkningen skal tilbydes en så høj sikkerhed som muligt mod oversvømmelser og kysterosion.

- Staten har allerede finansieret et forsøg med SIC-systemet. Konklusionen på forsøget var, at SIC-systemet ikke er egnet som kystbeskyttelsesmetode. Den konklusion blev uopfordret bakket op af velrenommerede firmaer som DHI og Niras.

- Da der ikke er et fagligt belæg for at gennemføre et nyt forsøg, har jeg besluttet at stoppe det arbejde, som den tidligere regering satte i gang på dette område.