Toårig forsøgsordning med nyt ungdomskort til kollektiv trafik

Transportminister Hans Christian Schmidt foreslår nu at indføre en toårig forsøgsordning med et helt nyt ungdomsprodukt – HyperCard - til den kollektive trafik.

16. marts 2011

Kortet skal give:

  1. Fri lokal bustrafik i hele Danmark
  2. Fri adgang til al kollektiv trafik inkl. f.eks. S-tog og lokalbaner indenfor det takstområde, hvor man bor.
  3. Rabat på togrejser mellem takstområder svarende til vilkårene på et DSB Wildcard – det vil sige 50 pct. rabat mandag-torsdag og lørdag samt 25 % rabat fredag og søndag.


Transportminister Hans Christian Schmidt siger i den anledning:

 - Jeg er glad for at præsentere et initiativ, der vil gøre det meget mere attraktivt for de unge at benytte den kollektive trafik. Det vil desuden gøre de unge langt mere mobile i forhold til hjem, arbejdsplads, studie, oplevelser og venner.

- Jeg tror, at hvis de unge lærer at færdes hjemmevant i den kollektive trafik, vil de også i deres videre liv og færden tænke kollektiv trafik ind som en naturlig og attraktiv transportform. Og det er det, vi vil med HyperCard’et.   

Undervisningsminister Troels Lund Poulsen:

- Jeg hilser forslaget meget velkommen. Det er vigtigt, at de unge i aldersgruppen 16-19 på ungdomsuddannelser får optimale vilkår, når de skal pendle mellem deres hjem og uddannelsesinstitutionerne.

Prisen for et HyperCard foreslås at blive 300 kr. om måneden for unge på ungdomsuddannelser (dvs. gymnasier, erhvervsuddannelser, social- og sundhedsuddannelser m.v.) og 650 kr. om måneden for andre unge.

Ordningen foreslås iværksat fra 1. august 2011.

Her kan du hente et notat om ordningen