Transportminister Henrik Dam Kristensen besøger Europa-Parlamentet

Transportminister Henrik Dam Kristensen besøger d. 21.-22. november 2011 Europa-Parlamentet forud for det danske EU-formandskab i det første halvår af 2012.

21. november 2011

Under besøget får transportministeren mulighed for at mødes med en række toneangivende medlemmer af det såkaldte TRAN-udvalg, der behandler transportrelaterede sager i Europa-Parlamentet. På transportområdet skal beslutninger træffes i fællesskab mellem Rådet for transportministrene og Europa-Parlamentet.

Transportministeren skal desuden mødes med de danske europaparlamentarikere og drøfte det kommende danske EU-formandskab på transportområdet.

Transportminister Henrik Dam Kristensen udtaler:

- Det er en stor fornøjelse at komme på besøg i Europa-Parlamentet og fortælle om det kommende danske EU-formandskab.

- Det er en god mulighed for at mødes med toneangivende medlemmer af Europa-Parlamentet og drøfte de sager, som vi forventer at skulle arbejde med under det danske EU-formandskab.

- Europa-Parlamentet spiller en vigtig rolle i EU-lovgivningsprocessen på det transportpolitiske område, og det er derfor også vigtigt for mig at få knyttet personlige kontakter til de personer, vi skal samarbejde med under formandskabet.

- Under besøget vil jeg orientere om de sager, vi forventer vil være på dagsordenen under EU-formandskabet. Det er blandt andet færdiggørelsen af revisionen af den første jernbanepakke, et forslag om retningslinjer for de transeuropæiske transportnetværk, en større lufthavnspakke samt et kommende forslag om finansiering og administration af GALILEO-satellitnavigationssystemet.

- Derudover vil jeg også gøre opmærksom på de danske synspunkter vedrørende sikkerhed i luftfarten, hvor det er helt centralt, at borgerne kan være trygge ved, at piloter i europæiske fly er veludhvilede og ikke føler sig trætte. Derfor er det vigtigt, at nye regler er baseret på videnskabelige undersøgelser.