Transportministre i EU tager skridt mod bedre periodiske syn af køretøjer i Europa

Den 20. december 2012 mødtes transportminister Henrik Dam Kristensen med sine europæiske kolleger ved rådsmøde i Bruxelles for blandt andet at drøfte mere ensartede standarder for periodisk syn af biler, lastbiler mv. og EU’s luftfartspolitik over for tredjelande.

20. december 2012

Ved mødet blev transportministrene enige om en indstilling vedrørende periodiske syn af personbiler, varebiler, lastbiler, busser og påhængskøretøjer. Med indstillingen er der nu taget et vigtigt skridt mod mere ensartede krav til bl.a. indholdet af de periodiske syn, uddannelse af synspersonalet og faciliteterne i synshallerne.  

Herudover vedtog transportministrene rådskonklusioner om en meddelelse fra EU-Kommissionen om EU’s luftfartspolitik over for tredjelande. Rådskonklusionerne, der bakker Kommissionens meddelelse op, lægger vægt på, at man i EU sammen med branchen skal tage ambitiøse skridt på området for at sikre den europæiske luftfartssektors konkurrenceevne.

Henrik Dam Kristensen mødtes ligeledes med transportkommissær Siim Kallas for at formidle de danske erfaringer med de gældende EU-regler for cabotage. EU-Kommissionen ventes at fremsætte forslag til nye regler for cabotage i midten af 2013.

I den forbindelse udtaler transportminister Henrik Dam Kristensen:

- Kommissionen havde foreslået, at der skulle være årlige syn af biler, der er ældre end seks år. En undersøgelse, som Danmarks Tekniske Universitet har gennemført, viser, at omkostningerne ved dette forslag i Danmark ville overstige fordelene for færdselssikkerhed og miljø. Jeg er derfor glad for, at vi i Rådet i dag har truffet beslutning om at opretholde en ordning med syn hvert andet år.

- Jeg havde også en god drøftelse med transportkommissær Kallas om cabotage. Kommissionen vil næste år fremsætte forslag til nye regler for cabotage, og jeg synes derfor, at det var vigtigt, at jeg fik fortalt kommissæren, hvordan vi oplever virkeligheden på de danske veje.