Vejtransportrådet er trukket i arbejdstøjet

I dag den 4. september 2012 mødtes transportministeren med Vejtransportrådet.

04. september 2012

Vejtransportrådet var samlet for første gang, efter at Folketinget den 13. juni 2012 vedtog en ændring af godskørselsloven, der betød, at rammer og opgaver for Vejtransportrådet ændres væsentligt.

Vejtransportrådets rolle er fremover at drøfte generelle og overordnede spørgsmål på transportområdet og komme med anbefalinger til transportministeren om regulering af rammevilkårene for transporterhvervet.

Vejtransportrådets 11 medlemmer udpeges af ministeren, og medlemmer er primært fra transportrelaterede branche- og arbejdsgiverorganisationer.

I den forbindelse udtaler transportminister Henrik Dam Kristensen:

- Jeg har i dag haft en god og konstruktiv drøftelse med Vejtransportrådet. Erhvervet står i dag over for store udfordringer, og jeg har derfor aftalt med rådet, at der nu sættes  tre ting i gang:

  • En ”temperaturmåling” af vejgodstransporterhvervet i Danmark med fokus på udviklingen i produktivitet og konkurrenceevne.
  • En række her-og-nu initiativer, der skal være med til at styrke produktiviteten i erhvervet.
  • Erhvervets vurdering af hvor ”skoen trykker” i dagligdagen – et bud på udfordringer og løsninger fra branchen selv.

- Jeg lægger meget vægt på, at erhvervet kommer på banen med deres vurdering af udfordringer og løsninger – vores succes er betinget af en fælles indsats.

-Jeg ser meget frem til følge rådets arbejde, der med stor sikkerhed vil kunne bidrage til øget produktivitet og dermed forbedret dansk konkurrenceevne.

Fire her- og nu initiativer

  • Bedre udnyttelse af infrastrukturen (godsdistribution uden for myldretiden)
  • Styrket uddannelse og efteruddannelse
  • Styrket indsats for administrative lettelser
  • Grøn godstransport

En liste over rådets medlemmer er vedlagt.