Transportministeren vil følge op på anbefalinger om sociale klausuler

Ekspertudvalget om infrastrukturinvesteringer og arbejdskraft- og kvalifikationsbehov har undersøgt arbejdskraftbehovet i forbindelse med de kommende milliardbyggerier som Femern Bælt og jernbaner. Udvalget har i dag offentliggjort sin rapport og 12 konkrete anbefalinger.

13. september 2013

Transportminister Pia Olsen Dyhr udtaler:
 
-Jeg hilser Ekspertudvalgets anbefalinger velkomne. Der er tale om gode og kloge anbefalinger. Jeg har særligt hæftet mig ved anbefaling nr. 11 vedr. flere lære- og praktikpladser i forbindelse med store udbud. Det er helt nødvendigt i forhold til at sikre en bedre uddannet arbejdsstyrke.
 
-På Transportministeriets område står flere af ministeriets selskaber og institutioner over for at skulle anlægge store infrastrukturprojekter i den kommende tid, herunder Femern Bælt. Det ligger mig meget på sinde, at de kommende store anlægsprojekter på transportområdet kan bidrage til, at flere kommer i uddannelse.
 
-Jeg vil løbende følge op på, at der bliver oprettet det aftalte antal lære- og praktikpladser sammen med ledelsen i de forskellige selskaber og institutioner under Transportministeriet under de store anlægsbyggerier.

Læs Ekspertudvalget om infrastrukturinvesteringer og arbejdskraft- og kvalifikationsbehovs rapport her