Forligspartier sikrer mere miljørigtig og produktiv lastbilkørsel

Regeringen har sammen med Venstre, DF, SF, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti indgået aftale om øget totalvægt for lastbiler. Aftalen er den første politiske aftale baseret på Vækstplanens 89 punkter.

14. maj 2014

Forligskredsen bag aftale om En grøn transportpolitik ønsker at forbedre mulighederne for, at virksomheder og transporterhvervet kan bidrage yderligere til øget vækst og beskæftigelse. Derfor har partierne netop lavet Vækstplanens første aftale. Den handler om at lade syv-akslede vogntog øge totalvægten fra 54 til 56 ton.

Beslutningen er truffet, efter at Vejdirektoratet har analyseret perspektiverne i forøget totalvægt for både seks- og syvakslede vogntog.

De seksakslede vogntog har allerede fra 1. januar 2014 kunnet køre med 50 ton. Med den nye aftale får de syv-akslede vogntog også mulighed for at øge totalvægten.

- En højere totalvægt har været efterspurgt af branchen i mange år. Den sikrer, at erhvervet både bliver mere produktivt, miljørigtigt og trafiksikkert, siger transportminister Magnus Heunicke.

Den højere produktivitet i erhvervet kommer, fordi lastbilerne vil kunne fragte mere gods pr. vogntog. Og fordelene for miljøet og trafiksikkerheden kommer ved, at der vil køre færre vogntog på vejene for at fragte samme mængde gods. Samtidig slides vejene en smule mindre, hvilket giver en samfundsøkonomisk besparelse.

En højere totalvægt kan dog være problematisk for en række broer og bygningsværker. De problemer er løst ved:

  • Et krav om øget afstand mellem forvogn og kærre på visse vogntog.
  • At Justitsministeriet ændrer tolerancetærsklen til 6,0 pct. – dog maks 2000 kg fra 1. juni 2014.

Dermed belastes broerne ikke mere end i dag, og ændringen vil ikke medføre øgede udgifter for kommuner og stat.

Læs aftaleteksten om Øget totalvægt for lastbiler