Gå til hovedindhold
Nyhed

Dagsordenen er Femern Bælt

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen mødtes i dag med sine kollegaer fra Sverige og Tyskland på den store konference Fehmarnbelt Days 2018 i Malmö. Fokus var på Femern Bælt-forbindelsens potentiale for at styrke det dansk-svensk-tyske samarbejde.

28. maj 2018

Indhold

    De mange forskellige sprog fløj gennem luften, da repræsentanter fra Danmark, Sverige og Tyskland i dag mødtes til Fehmarnbelt Days 2018; en konference, der bliver afholdt hvert andet år, for repræsentanter og interessenter for Femern Bælt-forbindelsen og samarbejdet i Femern Bælt-regionen.

    - Jeg glæder mig over, at vi kan samles på tværs af landegrænser, erhvervsgrupper og interessenter til Fehmarnbelt Days. Det vidner om et godt samarbejde, og det understreger projektets vigtige karakter, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

    De mange emner på konferencen rummede dialoger, debatter og diskussioner om alt fra logistik, transport og infrastruktur til bæredygtighed, innovation, uddannelse og turisme, og der blev udvekslet erfaringer, ideer og muligheder for at styrke og udvikle samarbejdet i Femern Bælt-regionen på tværs af landegrænserne.

    Transport-, bygnings og boligministeren deltog i en paneldebat med den svenske minister for infrastruktur, Tomas Eneroth, Slesvig-Holstens minister for transport, innovation og turisme, Bernd Buchholz, og Pat Cox, der er EU-koordinator for den korridor, der går fra Skandinavien til Middelhavet; kaldet Scan-Med Corridor.

    - Vi havde en god debat om Femern Bælt-forbindelsen, og de mange muligheder den giver for at styrke det dansk-svensk-tyske samarbejde nu og i fremtiden. Jeg mener, det er til gavn for alle parter, at vi mødes på denne måde og taler om vores fælles projekt. For Femern Bælt-forbindelsen vil være en gevinst for alle borgere i de involverede lande, forklarer Ole Birk Olesen.