Kommission offentliggør rapport om ulykke på Tjæreborg Station

En ny rapport fra Havarikommissionen peger på mulige tiltag for at forbedre sikkerheden på Tjæreborg Station. Transport-, bygnings og boligminister Ole Birk Olesen har anmodet Banedanmark om at følge op på rapportens anbefalinger.

Foto af togskinner
Foto: René Strandbygaard

09. august 2018

Havarikommissionen, som er en uafhængig undersøgelsesmyndighed for jernbaneulykker, har netop offentliggjort en ny rapport om en ulykke, der fandt sted på Tjæreborg Station sidste sommer. 

I rapporten peger Havarikommissionen blandt andet på, at muligheden for at nedlægge perronovergangen på Tjæreborg Station og i stedet etablere en ny perron på den nordlige side af banen med adgang via den eksisterende stitunnel øst for Tjæreborg Station ikke har været undersøgt.

Transport-, bygnings- og boligministeren har derfor anmodet Banedanmark om at undersøge mulighederne for at nedlægge overgangen på Tjæreborg Station og etablere adgang via den eksisterende stitunnel. Ministeren vil endvidere tage en politisk drøftelse af rapportens anbefalinger med partierne.

- Jeg tager Havarikommissionens konklusioner meget alvorligt, og jeg vil nu bede Banedanmark om at se nærmere på kommissionens anbefalinger og undersøge muligheden for at højne sikkerheden på Tjæreborg Station, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.