Minister overrækker præmie til vinderen af PostNord Danmark Rundt

Transportminister Benny Engelbrecht er i dag med til at markere årets afslutning af PostNord Danmark Rundt. Det sker, når han overrækker trofæet til vinderen af det årlige cykelløb.

Ministeriets skilt

25. august 2019

Cykelrytterne i dette års PostNord Danmark Rundt krydser senere i dag målstregen med intet mindre end 727 kilometer i benene. Transportminister Benny Engelbrecht ser meget frem til at overrække præmien og lykønske årets vinder senere i dag.

- Det er fantastisk, at vi som land giver plads til, at vores infrastruktur også kan danne rammen om store og gode oplevelser som PostNord Danmark Rundt. Cykelløbet nyder stor bevågenhed og er en oplagt mulighed for at vise Danmark frem fra sin smukkeste side, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Ministeren har tidligere på sommeren genindført muligheden for at afholde motionsløb og cykelløb over Storebæltsbroen.

- Vores store vej- og broforbindelser skaber gode muligheder for at forene motion og bevægelighed med netop en unik oplevelse af vores land, og det skal vi udnytte. Som transportminister lægger jeg selvfølgelig samtidig stor vægt på, at det sker på en måde, så det er til så lille en gene for trafikken som muligt, udtaler transportminister Benny Engelbrecht.

Fakta
PostNord Danmark Rundt blev kørt første gang i 1985 – og i år er den 29. udgave af løbet.

Under årets cykelløb stillede 120 ryttere samlet set til start i Silkeborg, og de 727 kilometer er opdelt på fem etaper gennem landet.

1. etape: Silkeborg – Silkeborg. 170 km blev kørt den 21. august 2019
2. etape: Grindsted enkeltstart. 17 km blev kørt den 22. august
3. etape: Holstebro – Vejle. 200 km blev kørt den 23. august
4. etape: Korsør – Asnæs Indelukke. 175 km blev kørt den 24. august
5. etape: Roskilde – Frederiksberg. 165 km bliver kørt i dag, den 25. august