Gå til hovedindhold
Nyhed

Udbygning af Fynske Motorvej er sat i gang

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen har netop taget første spadestik til udbygningen af motorvejen på Vestfyn mellem Odense V. og Nørre Aaby. Motorvejen skal udbygges fra fire til seks spor for at afhjælpe trængselsproblemerne på Fyn.

06. maj 2019

Indhold

    Transport-, bygnings- og boligministeren tog i dag det første spadestik til udvidelsen af motorvejen på Fyn med hjælp fra en gravko. Det var omdrejningspunktet, da Vejdirektoratet i dag markerede, at arbejdet med udbygningen af Fynske Motorvej mellem Odense V. og Nørre Aaby er gået i gang. En udbygning, som regeringen og Dansk Folkeparti, tidligere har besluttet at igangsætte.

    - Fynske Motorvej er en af Danmarks primære hovedfærdselsårer, der binder Danmark tættere sammen. Motorvejsstrækningen har de senere år oplevet et stigende pres, og det betyder, at de mange pendlere, der hver dag er afhængige af motorvejen, spilder alt for meget tid på at sidde i kø. Det er derfor både glædeligt og nødvendigt, at vi nu sætter gang i motorvejsudvidelsen, der inden for få år vil betyde, at bilisterne kan komme hurtigere frem på Fyn, siger Ole Birk Olesen.

    Strækningen mellem Odense V. og Nørre Aaby er cirka 25 kilometer lang. Arbejdet med udvidelsen fra fire til seks spor er delt op i to etaper, hvor den første etape går fra Odense V. til Gribsvad. Det er her, at maskinerne går i jorden først, og etapen er efter planen udvidet til seks spor inden udgangen af 2020. Anden etape af udbygningen går fra Gribsvad til Nørre Aaby. Her starter anlægsarbejdet efter planen i begyndelsen af 2021 og varer til udgangen af 2022.

    Fakta:
    I perioden 2010 til 2018 steg årsdøgnstrafikken på Fynske Motorvej med 33 procent. Målt ved Lillebæltsbroen kører der i dag knap 80.000 biler i døgnet. Trafikmængden medfører stor trængsel særligt i myldretiden.