Luftfartsregler og –restriktioner

Restriktioner og retningslinjer, du skal være opmærksom på, hvis du skal flyve.

Foto: Jan Eliassen/Naviair

31. juli 2021

Fra den 26. juni 2021 skal alene passagerer, der flyver fra lufthavne i røde lande eller regioner, kunne fremvise en negativ COVID-19-test forud for ombordstigning på et fly mod Danmark.

Den negative COVID-19-test skal være en PCR-test og må være taget op til 72 timer før ombordstigning på flyet.

Undtaget fra testkravet for passagerer fra røde lande og regioner er:

  • Børn til og med 15 år, men disse opfordres dog til at blive testet.
  • Tidligere smittede, der kan fremvise en positiv PCR-test, som er mindst to uger og højst 12 måneder gammel på tidspunktet for om-bordstigningen.
  • Andre flyvninger end passagerflyvninger, herunder fragtflyvninger, og personale på fly (både aktiv crew og dead heading crew) samt andre særlige flyvninger.

Nedenfor findes link til den gældende flyveforbudsbekendtgørelse og til listen over røde lande og regioner.

Kravet gælder foreløbigt til og med den 31. oktober 2021 og gælder alle passagerflyvninger til Danmark fra røde lande og regioner.

Det er op til flyselskaberne at sikre, at det enkelte selskab ikke tager passagerer ombord uden en negativ test.

Transportministeriet bemærker, at COVID-19-indrejserestriktionerne gælder uafhængigt af flyveforbuddet, og at rejsende derfor skal være opmærksomme på eventuelle indrejsekrav om test og isolation. Transportministeriet henviser til www.coronasmitte.dk.

Sammenhængende rejser

For sammenhængende rejser gælder følgende regler:

Testen skal også præsenteres i forbindelse med ombordstigning på det sidste fly, der har en destination mod Danmark, såfremt ombordstigningen sker i et rødt land eller rød region. Det luftfartsselskab, der flyver den sidste flyvning, skal i så fald sikre, at testen også er foretaget inden for 72 timer fra ombordstigningen på det sidste fly

Som et alternativ til dette kan passageren tage en test under den sammenhængende rejse fx i en transitlufthavn. Det negative svar skal dog foreligge inden flyvningen med destination mod Danmark og må ikke være foretaget mere end 72 timer før ombordstigning på det sidste fly mod Danmark fra et rødt land eller en rød region.

Luftfartsselskaber skal videregive passageroplysninger til Styrelsen for Patientsikkerhed

Fra onsdag den 24. februar 2021 skal luftfartsselskaber i forbindelse med flyvninger til Danmark fra udlandet registrere og videregive oplysninger om passagerer og besætningsmedlemmers navn, telefonnummer og fly- og pladsnummer til Styrelsen for Patientsikkerhed. Oplysningerne skal anvendes i forbindelse med smitteopsporingsindsatsen.

Oplysningerne skal videregives senest 3 timer efter ankomst til en dansk lufthavn på en flyvning fra udlandet. På flyvninger der ankommer efter kl. 19, skal oplysningerne senest videregives kl. 8 den efterfølgende dag.