Gå til hovedindhold

Malte, fuldmægtig fra Vej- og Brokontoret

I følgende artikel fortæller Malte fra Vej- og Brokontoret lidt om sin oplevelse af at starte under corona, hans interesse i at arbejde i departementet og oplevelsen hidtil.

Malte Feske, fuldmægtig fra Vej- og Brokontoret

Indhold

    Vejen til departement

    ”Jeg har læst statskundskab i Århus, hvor jeg startede i 2015 og blev færdig her i starten af året i februar. Derudover har jeg været på praktik hos den danske ambassade i Berlin i et halvt år, hvilket er min primære erhvervserfaring. Det var også der, jeg stiftede bekendtskab med store infrastrukturprojektor som Femern Bælt-forbindelsen.”

    Op på cyklen

    ”Jeg startede i departementet, fordi jeg syntes det lød spændende. Nu sidder jeg primært med cykelområdet, hvilket er et vigtigt område, bl.a. fordi jeg brænder for den bæredygtige dagsorden. Jeg føler også, det er rigtig spændende at undersøge, hvordan man kan omstille transportsektoren med bæredygtige løsninger, og dermed undersøge, hvordan man kan få folk til at bruge cyklen og kollektiv transport i stedet for bilen. Desuden synes jeg, at infrastrukturen og transportstrukturen er medrivende områder, hvilket også trak mig i retningen af vores departement.”

    Nærbillede af en cykelsaddel

    Arbejdet i departement

    ”Det at arbejde i et departement, hvor man er tæt på politikken og de politiske beslutningsprocesser, synes jeg har været ret tiltalende. I arbejdet med cykelpolitikken sidder jeg med mange forskellige opgaver. Nu skal jeg til at arbejde med den dansk-tyske transportkommissionen, hvor der skal planlægges møder, der skal sættes dagsorden og en masse andet. Derudover har det været meget lærerigt at være en del af infrastrukturforhandlingerne, hvor det gælder om at tilgodese de forskellige partiers politiske ønsker.”

    ”Det at arbejde i et departement, hvor man er tæt på politikken og de politiske beslutningsprocesser, syntes jeg har været ret tiltalende.”

    En arbejdsplads med forskellige mennesker

    ”Folk er rigtig flinke, der er en god og venlig tone, som generelt er uformel. Mit indtryk er, at alle døre altid står åbne, hvis man har spørgsmål. Der er rum til at snakke med sin afdelingschef. Departementet har altså en uformel tone, hvor man hurtigt kan få svar på de fleste spørgsmål.”

    ”Under corona følte jeg mig lidt som en robot på hjemmekontoret, som heldigvis kun var fem dage i foråret. Så jeg har lært, at det er vigtigt for mig at møde ind fysisk på en arbejdsplads, da det sociale aspekt betyder meget. Det er virkelig vigtigt, at man har mulighed for at gå ind til kollegaen for at drøfte en sag. Nu er vi så heldigvis begyndt at ses mere, hvor vi igen kan spise frokost sammen. Så får man snakket lidt med de forskellige kollegaer, både de mere erfarne der har været her i mange år, men også de unge på min egen alder."