Gå til hovedindhold
Taler og Artikler

Transportministers første skridt er en insektkorridor langs udbygningen af E45: Vi skal lave veje til insekter, når vi laver veje til biler

Bragt i: Horsens Folkeblad, Vejle Amts Folkeblad, Fredericia Dagblad

13. okt. 2023

Indhold

    Af Thomas Danielsen, transportminister

    Vi har næsten 4000 km statsveje i Danmark. Det giver tæt på 8000 km vejsider, der kan blive bedre levesteder og transportkorridorer for insekter.

    Den mulighed skal udnyttes, og det er min vision, at der i alle nye projekter, udvidelser og renoveringer skal tænkes insekter ind.

    Vi skal simpelthen lave veje til insekter, når vi laver veje til biler.

    Selvom vi har omkring 20.000 forskellige insektarter i Danmark, så falder antallet i en grad, der er dybt bekymrende. Det er vi nødt til at gøre noget ved.

    Derfor sætter jeg mig nu i spidsen for, at vi får insektmotorveje parallelt med vores andre veje.

    Insekter er ikke bare vigtige for blomster og andre planter. De er også en afgørende del af fødekæden for større dyr.

    Lige nu taler FN om det største tab af arter på jorden siden dinosaurernes bortgang. Det skal vi gøre noget ved på alle områder - også på transportområdet.

    Det første store skridt er at skabe en samlet insektkorridor langs udbygningen af E45 på to strækninger: Vejle-Skanderborg og Aarhus S-Aarhus N.

    Det betyder rydning af træer, buske, krat og førnelag (den tykke "måtte" af vissent græs, der tager lys og plads fra de blomstrende urter), placering af udgåede træer langs vejene (insekthoteller), fjernelse af invasive plantearter ved oprykning. Vi skal udpine den lysåbne natur, brænde græsset og skabe plads til den vegetation, hvor insekterne trives bedst.

    Det kræver viden og vilje. Vi har allerede meget viden, og med insektkorridor i storskala langs E45 får vi endnu mere viden, der skal bruges i andre projekter.

    Og som transportminister har jeg sagt meget klart, at biodiversitet skal tænkes med hver gang, vi roder i jorden langs vores veje.

    Og det gør vi i den grad i disse år. Det er mit ønske, at når man fremover kommer den vej på en lun sommerdag, så er der en livlig summen og krablen både på og langs vejen.