Gå til hovedindhold
Nyhed

Ansøgningsrunde for EU-midler til transportinfrastruktur

Europa-Kommissionen har den 13. oktober 2016 opslået den tredje ansøgningsrunde inden for transportdelen af EU's infrastrukturfond, Connecting Europe Facility (CEF). Fonden støtter udbygningen af det transeuropæiske transportnet (TEN-T).

28. okt. 2016

Indhold

    Danske aktører kan søge den del af ansøgningsrunden, der er benævnt ’’general call’’, som har et budget på 840 mio. EUR (ca. 6.258 mio. kr.). Ansøgningsrunden henvender sig både til private og offentlige aktører.

    Ansøgningsrunden dækker projekter inden for alle transportformer med særligt fokus på trafikstyring indenfor luftfart (SESAR), jernbane (ERTMS) og vej (ITS), samt det maritime program ''Motorways of the Sea'' og projekter vedr. nye teknologier og innovation. 

    Der kan søges om EU-støtte til enten ’’studies’’ (planlægning, projektering, m.v.) eller ’’works’’ (udførelse, anlæg, m.v.). 

    Frister:
    Fristen for ansøgninger til Kommissionen er den 7. februar 2017 kl. 17.00. Ansøgere indsender selv ansøgningen til Kommissionen elektronisk (se mere på ansøgningsrundens hjemmeside). 

    Alle ansøgninger med dansk involvering skal valideres af Transport- og Bygningsministeriet, før ansøgningen indsendes til Kommissionen. 

    Den samlede ansøgning sendes til Transport- og Bygningsministeriet senest den 9. januar 2017 til: tro@trm.dk og heto@tbst.dk. Ansøgninger indkommet efter den 9. januar 2017 vil ikke blive behandlet. Fristen gælder dog ikke for ansøgninger indenfor SESAR, som udarbejdes i samarbejde med SESAR Deployment Manager.

    Hvis man overvejer at søge, opfordres der til, at der tages kontakt til Transport- og Bygningsministeriet. Potentielle ansøgere opfordres til snarest og senest den 14. november 2016 at indsende en kort projektbeskrivelse (en-to sider) til tro@trm.dk og heto@tbst.dk, med information om: 

    Ansøger(e): 
    Ansøgningens titel:
    Baggrund og formål: 
    Hvilke konkrete aktiviteter der søges om støtte til: 
    Ansøgt beløb (inkl. om der søges til works eller studies og støtteprocentsatsen):

    Hvis der søges om støtte til enten anlægsarbejder (’’works’’) eller såkaldte ’’undersøgelser med fysiske interventioner’’ (’’studies with physical interventions’’), skal Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning kontaktes vedr. ansøgningsformular C. Det sker på følgende måde: Ansøger sender ansøgningsformular C i udfyldt stand til Styrelsen for Vand- og Naturforvaltnings hovedpostkasse svana@svana.dk, med angivelse ”Til Naturforvaltning”, med cc til Tobias Grindsted (togri@svana.dk) hurtigst muligt og senest den 24. november 2016. 

    I fremsendelsesmailen bedes det angivet, om der tidligere er blevet indsendt oplysninger om projektet til Naturstyrelsen eller Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning, ligesom der opfordres til, at ovennævnte projektbeskrivelse, der er indsendt til Transport- og Bygningsministeriet, vedlægges. Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning sender ansøgningsformular C med underskrifter og myndighedsstempel tilbage til ansøger – både i original pr. brev og pr. mail. 

    Yderligere information kan findes på:
    Ansøgningsrundens hjemmeside hos Kommissionens transportagentur, INEA, som fortæller om ansøgningsrundens prioriteter og afsatte beløb, og hvor der findes links til de relevante dokumenter, inkl. ansøgningsformularer og ansøgningsguide. 

    Transport- og Bygningsministeriets temaside om det transeuropæiske trans-portnet (TEN-T) og Connecting Europe Facility (CEF).

    Følgende personer kan kontaktes i Transport- og Bygningsministeriet:

    • Thomas Rousing-Schmidt på tro@trm.dk angående generelle henvendelser.
    • Henrik Tornblad (Trafik- og Byggestyrelsen) på heto@tbst.dk angående generelle henvendelser og Motorways of the Sea (maritime projekter).
    • Flemming Christensen (Trafik- og Byggestyrelsen) på flch@tbst.dk angående SESAR.
    • Julie Stubbe Jensen (Banedanmark) på jsje@bane.dk angående ERTMS og projekter vedr. reduktion af jernbanestøj. 
    • Frederik Hoedeman (Vejdirektoratet) på frho@vd.dk angående ITS (intelligente transportsystemer på vejområdet).
    • Martin Hellung-Larsen (Trafik- og Byggestyrelsen) på mhl@fstyr.dk angående nye teknologier, fx inden for elbiler og brintbiler.
    • Spørgsmål vedr. ansøgningsrunden kan sendes til Kommissionens Helpdesk på INEA-CEF-Transport-calls@ec.europa.eu