Gå til hovedindhold
Nyhed

Minister vil øge kontrol af ventilationsanlæg og andre tekniske installationer i bygninger

Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt vil indføre et krav om afprøvning af bygningers tekniske installationer, så det sikres, at de aftalte krav til et færdigt byggeri rent faktisk overholdes i praksis.

23. nov. 2016

Indhold

    Fra 1. juli 2017 vil Trafik- og byggestyrelsen stille krav om, at tekniske installationers ydeevne og styring for alle nye bygninger skal testes, når de er installeret. 

    Det følger af et nyt krav, som styrelsen indfører i Bygningsreglementet. Hensigten er at sikre, at de krav, som stat, kommune og private bygherrer stiller til tekniske installationer rent faktisk også blive overholdt, når byggeriet er færdigt. 

    Det betyder blandt andet, at man vil kontrollere, om ventilationssystemer lever op til det energiforbrug og luftskifte, som de skal. Som et andet eksempel vil man fremover skulle kontrollere, at styringen i møderum reagerer efter hensigten, så temperatur og ventilation reguleres efter, hvor mange mennesker der er i rummet. 

    Når afprøvningen er gennemført, skal dokumentation herfor foreligge i byggesagen. Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt glæder sig over styrelsens planer.

    -Helt naturligt har vi igennem mange år haft fokus på at stille de rette krav til byggeriet. Vi har eksempelvis stillet krav til energiforbruget. 

    -Jeg hører dog ofte, at kravene ikke efterleves i det færdige byggeri, og det betyder jo, at både offentlige og private bygherrer ender med bygninger, hvor eksempelvis energiforbruget er højere end forventet og med installationer, der ikke virker efter hensigten, siger Hans Christian Schmidt.

    Bygningsreglementet indeholder allerede en række krav til indregulering og til eftervisning af anlæggenes ydeevne. Der er dog mange bygherrer, der oplever ringe ydeevne af installationerne efter ibrugtagning. Det tyder på, at kravene ikke altid følges i praksis. Derfor indføres der fra 1. juli 2017 et klart og entydigt krav om afprøvning af nye bygningers tekniske installationer. 

    -Jeg synes, at det er meget positivt, at Trafik- og Byggestyrelsen indfører et klart krav om afprøvning af bygningers tekniske installationer. Både fordi de tekniske installationer fremover kommer til at betyde endnu mere, end de gør i dag, og fordi det simpelthen ikke nytter noget, at vi opstiller krav, som ikke bliver fulgt i praksis, siger Hans Christian Schmidt.

    Fakta

    • Der indføres et funktionskrav i bygningsreglementet om, at der skal gennemføres en funktionsafprøvning af de tekniske installationers ydeevne og styring for alle nye bygninger. Det er bl.a. en kontrol af ventilationssystemernes energimæssige ydeevne og luftskifte. Kravet  indføres den 1. juli 2017. 
    • I bygningsreglementet fremhæves det, at der allerede er krav til en række funktionsafprøvninger af de tekniske anlæg i de tilhørende standarder.
    • Sikring af, at funktionsafprøvningen er udført korrekt, skal foretages af bygherre eller bygherres repræsentant. Dokumentationen af funktionsafprøvningen og kontrollen af den skal foreligge i byggesagen.
    • Trafik- og Byggestyrelsen vil senest 1. juli 2017 udgive en vejledning om omfanget af funktionsafprøvningen, og hvordan funktionsafprøvningen skal dokumenteres.

    Yderligere oplysninger

    • Jan Thane, pressechef i Transport- og Bygningsministeriet: jth@trm.dk eller 20 61 01 70
    • Niels Bruus Varming, Specialkonsulent i Trafik- og Byggestyrelsen nbv@tbst.dk eller 4178 0523