Gå til hovedindhold

Ny løsning for fjernstyring af klapbroer

I stedet for at indføre fjernstyring af fire klapbroer i Nordjylland og på Sjælland, som Vejdirektoratet har lagt op til, har transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt nu bedt Vejdirektoratet om at starte med en forsøgsordning på én bro i 2020 for at høste erfaringer med ordningen.

25. nov. 2016

Indhold

    Vejdirektoratets planer om fjernstyring af klapbroer har udløst lokal debat og bekymring bl.a. for sikkerheden. Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt har derfor bedt Vejdirektoratet om at starte med en forsøgsordning med fjernstyring. Vejdirektoratet laver en forsøgsordning på Kronprins Frederiks bro fra 2020, så man kan blive klogere på, om det faktisk virker, inden man beslutter, om man vil gå videre med planerne. 

    - Jeg har lyttet til de bekymringer, der har været lokalt om Vejdirektoratets planer om at fjernstyre fire klapbroer, der i dag er bemandet. Det er vigtigt for mig, at en sådan ordning ikke giver anledning til utryghed.

    - Jeg har derfor bedt Vejdirektoratet om at justere deres planer og lave en forsøgsordning på Kronprins Frederiks Bro ved Roskilde Fjord, inden man tager stilling til, om ordningen skal omfatte de øvrige broer, siger transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt og fortsætter:

    - Frem for fra start at beslutte, at man gør det på alle fire broer, synes jeg det er bedst, at vi starter med en forsøgsordning på én bro. Hvis det så går godt, går vi videre med de øvrige broer. 

    Forsøgsordningen med fjernstyring af Kronprins Frederiks Bro vil starte i januar 2020, hvor den vil overgå til fjernstyring fra Vejdirektoratets trafikstyringscentral i København. På det tidspunkt vil der også være en alternativ rute, når Kronprinsesse Marys bro åbner i slutningen af 2019.

    FAKTA

     

    • I den 1-årige prøveperiode vil der blive etableret service- og akutberedskabsaftaler til erstatning for det arbejde, som den nuværende brovagtordning udfører ud over at betjene broklappen. Disse service- og akutberedskabsaftaler vil kræve lokal forankring, da responstiden ved utilsigtede hændelser fastsættes til ca. 15 minutter.
    • Valget af en forsøgsordning på Kronprins Frederiks Bro har den fordel, at der i slutningen af 2019 vil være etableret en mulighed for passage af Roskilde Fjord via den nye højbro, hvilket vil være en overkommelig omvejskørsel, såfremt der måtte ske utilsigtede hændelser. 
    • Forsøgsordningen vil blive evalueret ved udgangen af 2020, inden der træffes beslutning om eventuelt at inddrage andre personbetjente broer i ordningen. 
    • Hvis det til den tid besluttes at gå videre med en fjernstyring af Aggersundbroen, Vildsundbroen og Hadsund Bro vil det blive overvejet, om fjernstyringen af broerne kan placeres i Aalborg – enten sammen med Vejdirektoratets vintervagtcentral, eller sammen med styringscentralen for Limfjordstunnelen. 

    For yderligere oplysninger:
    Jan Thane, pressechef i Transport- og Bygningsministeriet: jth@trm.dk eller 20 61 01 70