Gå til hovedindhold
Nyhed

Mere fart på campingbiler og busser

Regeringen (V, LA, K) og Dansk Folkeparti vil gøre det lettere for campister, buschauffører og passagerer at komme hurtigere frem i trafikken. Partierne vil derfor forenkle reglerne om hastigheder for campingbiler og busser, så de kan køre op til 100 km/t på motorvejene.

22. jun. 2017

Indhold

    Der har længe været et ønske fra branchen om, at reglerne om hastigheder for campingbiler og busser bliver revideret og forenklet. Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen har derfor med opbakning fra en samlet blå ordførerkreds bedt Færdselsstyrelsen om at lave en ny bekendtgørelse, som tillader campingbiler (3.500 kg-7.500 kg) at køre op til 100 km/t på motorvejene og 80 km/t på motortrafikvejene. Samtidig har ministeren bedt Færdselsstyrelsen om at forenkle den eksisterende ordning for busser.

    - Jeg er meget glad for, at vi kan efterkomme branchens ønske og gøre det lettere for dem at komme rundt i landet. Ved at sætte hastighedsgrænsen op kan vi skabe mobilitet, uden at der bliver gået på kompromis med færdselssikkerheden, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

    Med indførelsen af den nye ordning bliver det muligt for campingbiler at blive godkendt til Tempo 100-kørsel gennem individuelt syn eller uden syn ved forhandleren af den nye EU-typegodkendte campingbil. Samtidig vil busser, der indregistreres efter de nye reglers ikrafttræden, uden synsprocedure kunne registreres i køretøjsregister (DMR) med tilladelse til Tempo 100-kørsel på betingelse af, at bussen har en gyldig EU-typegodkendelse og ikke er indrettet med ståpladser. 

    Ifølge Færdselsstyrelsen er langt de fleste busser EU-typegodkendte, når de i dag registreres for første gang. Det betyder, at de opfylder EU-rettens bestemmelser om bussers indretning og udstyr. Og så er køretøjerne kendt sikkerhedsmæssigt egnet til kørsel med 100 km i timen, hvilket også udtrykkeligt fremgår af den enkelte bus’ tekniske dokumentation.

    Bekendtgørelserne vil blive sendt i høring i efteråret 2017 og forventes at træde i kraft den 1. januar 2018. 

    - Jeg glæder mig til at modtage offentlighedens bemærkninger til forslaget og til, at reglerne kan træde i kraft. Der er nemlig ingen tvivl om, at det vil gøre en stor forskel i branchens hverdag, og at vi andre trafikanter også vil kunne mærke det, når vi bevæger os rundt på vejene, slutter Ole Birk Olesen.